|
I 1876 blev jernbanen fra Randers til Grenaa færdiganlagt og indviet, og året efter blev strækningen fra Aarhus til Ryomgaard gennemført. I forbindelse med anlæggelsen af disse jernbanestrækninger blev der ved de fleste af de landsbyer, som jernbanen passerede, bygget stationsbygninger, pakhuse og blokposter og anlagt store sporarealer, hvor godsvognene kunne rangeres hen til både udladning og indladning af forskellige former for gods. Der var bare det ved placeringen af stationerne, at de generelt blev bygget flere hundrede meter fra selve landsbyerne. Ja, enkelte steder var der op til en halv kilometer eller måske mere fra landsbyen til stationen - som f. eks. ved Thorsager og Aalsø. Det fik den konsekvens, at her skete der ikke den udvikling i samme omfang, som der senere skete i de øvrige landsbyer. De øvrige landsbyer begyndte snart at vokse, og de voksede alle i retning mod jernbanestationen. Udviklingen gik så hurtig, at i løbet af et forholdsvis kort åremål var landsbyerne blevet til stationsbyer, og nu var det de nye bydele, det drejede sig om. Forretninger, købmandsgårde, gæstgivergårde og enkelte industrier dukkede op i forbindelse med landsbyernes forvandling til stationsbyer. Med jernbanen kom en ny tid. Men i de oprindelige landsbyer skete der ikke rigtig nogen udvikling. Det var uden om dem, tingene skete. Stort set var den eneste ændring vel den, at der foran deres navn nu blev koblet ordet “gammel” for ligesom at markere, at nu var der tale om to bydele eller bykvarterer. Nu var det den nye by, som var fremtiden. De oprindelige landsbyer blev til f. eks. Gammel Løgten, Gammel Mørke, Gammel Kolind og, som her i det aktuelle emne, Gammel Trustrup. De oprindelige landsbyer har ligget på det samme sted i århundreder med en samling gårde og huse, hvor livet gik sin rolige og vante gang. Bønderne passede deres fæstegårde og sørgede først og fremmest for, at de af deres produktion var selvforsynende med mad og tøj. Et stort irritationsmoment i deres dagligdag var dog, når herremanden i hoveriets tid kaldte til hove, for så var de nødsaget til at afbryde deres eget arbejde og begive sig til herregården. Det påtvungne arbejde på herregården var en del af deres fæstekontrakt, som de ikke kunne komme udenom. De havde selv beseglet fæstekontrakten med deres underskrift, hvis de da havde lært at skrive, ellers skrev de under “med ført Pen”. Husmændene, der også var fæstere, passede deres små jordlodder, som de ikke kunne leve af. Derfor måtte de arbejde på gårdene ved siden af. Som en del af deres løn fik de ofte naturalier med hjem til familien. Mange af husmændene var også håndværkere, f. eks. bødkere, hjulmænd, tømrere og vævere. Ved deres håndværk kunne de tjene lidt ekstra ved siden af det lidt, de kunne avle på deres små husmandslodder, så de kunne få mad på bordet og tøj på kroppen. I det følgende fortælles lidt om én af de gamle landsbyers historie - landsbyen Trustrup.
Landsbyen Trustrups navn finder man første gang på skrift ca. år 1300. Det skrives som “Thruæthstorp”. I 1700-tallet ses det af og til skrevet som “Troustrup”, og denne stavemåde ligner nu mere den måde, bynavnet udtales på i egnens dialekt. Endnu her i begyndelsen af det 21. århundrede kan man høre især ældre mennesker sige Troustrup i stedet for Trustrup. Ifølge stednavneforskerne har stednavne en eller anden betydning, som kan fortælle lidt om det pågældende sted. I tilfældet her er det et “torp”-navn, og i de navne er forleddet oftest et personnavn, nemlig navnet på den mand som har grundlagt bebyggelsen. Her i Trustrups tilfælde er forleddet “Thruæth, som kommer af mandsnavnet “Truid”, der igen kommer af det gammeldanske “Thrugot”. Efterleddet “torp” er et ord, som kendes i mange forskellige betydninger i de germanske sprog. Det har været og er stadig et omstridt ord med hensyn til, hvilken betydning det oprindelig har haft. I det middelalderlige danske lovsprog siges det, at betydningen er “udflytterbebyggelse”, og det er denne betydning, stednavneforskerne tillægger “torp”-navnene. Det vil så sige, at “Thruæthstorp” betyder “Truids udflytterbevægelse”. Denne person ved navn Truid har formentlig været en eller anden stormand, som engang har grundlagt en bebyggelse på det sted, hvor nu Trustrup ligger. Ordet “udflytter” indicerer, at nogen er flyttet ud et eller andet sted fra, hvor der måske har været en tættere bebyggelse. Vi så det også i forbindelse med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, hvor gårde blev flyttet væk fra landsbyens fællesskab og genopbygget ude på marken. De gårde blev kaldt udflyttergårde. Så vidt stednavneforskerne om stednavnets Trustrups betydning. Men “torp” kan også betyde noget andet. Det vestnordiske “thorp” betyder “gård”, hvilket i dette tilfælde ikke er en gård som bygning men et jordstykke. Det gotiske “thaurp” betyder “ager”, altså også et jordstykke. Dermed når vi frem til, at “torp” også kan betyde “tofte”, som også er et jordstykke. På landsbyernes marker fandtes tidligere mange marknavne, som endte på “tofte”. Disse markskifter var ofte delt mellem flere gårde. De skifter, hvis navn ender på “tofte”, kan have været en gårds særjord. Vi kender også “toften” som det stykke jord, der lå ud for hver gård i landsbyen, og som var uden for fællesskabet. Efterleddet “torp” har efterhånden udviklet sig forskelligt på grund af de mange dialekter og er i nyere tid blevet til en række forskellige former som -rup, -trup, -drup, -terp o.s.v. Forleddet i Trustrup, “Tru”, kan nok også anses for at komme af det gamle mandsnavn ´True””. Måske er det gammeldanske navn “Thrugot” efterhånden blevet ændret til “Truid”, “Thruæth” og til sidst “True”. Navnet Trustrup kan derfor måske også betyde “Trues tofte”. Byens alder må nok anses for at være godt 1000 år, for “torp”-navnene kom her til landet i 900-tallet - altså i vikingetiden. Denne “Truid” eller “True” kan så meget vel have været en vikingehøvding.
Oldtidsbebyggelser ved Trustrup. Selv om Trustrup “kun” skulle være godt 1000 år gammel, så findes der beviser for, at der har været langt ældre bebyggelser i umiddelbar nærhed. Der har altså levet mennesker her i den allernærmeste omegn meget længere tilbage i tiden. Syd for Trustrup på kanten af bakken ned til Attrup Kær er der fundet en jernaldergravplads fra romersk jernalder for ca. 1600-2000 år siden. Her blev der også fundet en guldring. Fra samme periode er der også fundet en jernaldergravplads på Nordbakken uden for Trustrup. I skoven ved “Skovgaarden” på grænsen til Lyngby mark er der fundet en jernalderboplads. Men her har der tilsyneladende boet mennesker endnu længere tilbage i tiden, for gårdens tidligere ejer, nu afdøde Svend Mortensen, har i sin ejertid fundet et utal af flinteredskaber såsom økser, dolke, pilespidser o.m.a.. Disse redskaber stammer fra yngre stenalder for ca. 4200-3800 år siden. Vest for Trustrup i nærheden af skellet til Obdrup er der fundet resterne af en høj på jorden tilhørende Frey’s Planteskole. Højen er overpløjet, men der findes tilsyneladende en stenkiste under den. Der er konstateret en fodkrans omkring højen, d.v.s. en ring af store sten. Hvis den store sten, som man er stødt på, er en overligger på stenkisten, så er højen fra yngre stenalder for ca. 4500-3800 år siden. Men som højen ligger i landskabet, indtil der har været foretaget nærmere arkæologiske undersøgelser på stedet, så kan den også ligne en høj fra ældre bronzealder for ca. 3800-3000 år siden. Ikke langt fra denne høj er der lige på den anden side af skellet mod Obdrup på jord tilhørende gdr. Svend Svendsen fundet flinteredskaber fra keltisk jernalder for ca. 2500-2000 år siden. De mest fyldestgørende oplysninger om, at der har boet mennesker i Trustrups område i oldtiden, fik vi, da arkæologer fra Djurslands Museum i 1985 i bogstavelig forstand måtte jævne “Diverhøj” øst for Trustrup med jorden. Man gjorde her fund fra yngre stenalder og ældre bronzealder for ca. 4400-3000 år siden. Først fandt man to grave fra forskellige epoker oven på hinanden. Under disse grave fandt man tydelige spor af agerbrug, idet der blev fundet markante striber efter oldtidens plov, arden. Men ikke nok med det. Under oltidsplovsporene fandt man stolpehuller til tre langhuse, som alle lå i øst-vestlig retning. Der har altså, om man så må sige, boet mennesker under “Diverhøj”. At det i det hele taget kunne lade sig gøre at jævne “Diverhøj” med jorden skyldes en alt for dårlig lovgivning om bevarelse og fredning af oldtidsminde. I øvrigt har der ved “Diverhøj” været en hel række af bronzealderhøje, som alle på nær én forlængst er blevet sløjfet. Man kan tydeligt se konturerne af disse bronzealderhøje om efteråret, når markernes afgrøder er blevet høstet. Der er også fundet spor af en endnu ældre befolkning, nemlig rensdyrjægerne, et omstrejfende folk, der fulgte de store rensdyrflokke, som kom sydfra, da isen fra den sidste istid trak sig væk for ca. 12-13000 år siden. I Obdrup tæt ved Trustrup-skel og igen på Svend Svendsens jord er der fundet en pilespids af flint, som stammer fra tiden for ca. 10-11000 år siden. Et tilsvarende fund er gjort ved “Kærgaarden” lige syd for Obdrup ned mod Attrup Kær. Her har man også fundet redskaber forarbejdet af rensdyrtakker. Selv om Trustrup skulle være grundlagt for godt 1000 år siden - altså i vikingetiden - så er der dog ikke fundet noget her på stedet fra denne periode, hverken redskaber eller våben. Men vikingerne har været her i nærheden, for i september 1991 er der ved Kumlhøj mellem Lyngby og Søby fundet en gravplads fra vikingetiden. Der er så vidt vides heller ikke fundet noget fra de andre “aldre” lige der, hvor Trustrup nu ligger.
Gennem hele middelalderen indtil sidste halvdel af 1600-tallet er der ikke meget at finde om Trustrup. Landsbyen er nævnt i forskellige kilder, men vi får besynderligt nok ikke noget at vide om selve landsbyen. Der er dog en mulighed for at finde noget om Trustrup i Kronens skøder og i Kancelliets brevbøger. Disse kilder er imidlertid af sådant et omfang, at det endnu ikke har været muligt at gennemgå dem. Det vides dog med sikkerhed, at Trustrup i middelalderen hørte under herregården Bjørnholm, det nuværende Høgholm. Flere historiske forfattere har i deres artikler om Høgholm fortalt, at det gamle Bjørnholm lå på det sted, hvor nu Høgholm ligger. Kun én, Ellen Ryder Bach, har i sin artikel om Høgholm i “Danske Slotte og Herregårde” været lidt i tvivl ved at skrive: “Måske har det ældste Bjørnholm alligevel slet ikke ligget her”. Nej, det er nemlig slet ikke sikkert. Det gamle Bjørnholm har muligvis ligget lige øst for “Holmen” i det nuværende Bjørnholms mose syd for hovedvejen. “Holmen” er at finde på generalstabskort over egnen. Det nuværende Bjørnholm er udstykket fra Høgholm i 1808. Det gamle Bjørnholm er i historien betegnet som en borg, og placeringen på en holm i et sumpet område er betegnende for dens uangribelighed. Dertil kommer også, at borgen havde to ydre forsvarsværker i form af voldanlæg ved Drammelstrup Ladegaard og Obdrup Ladegaard. Resterne af sidstnævnte kan endnu ses i hjørnet af Obdrupgaardens have ud mod hovedvejen og vejen til Lyngby. Attrup Kær, som ligger lige syd for “Holmen”, er en tidligere smeltevandsflodslette fra istiden, og det dengang sump- og moseagtige område har dengang sikkert været forsvar nok for det gamle Bjørnholm. Der kendes nemlig ingen ydre forsvarsværker her. Oplysningen om, at Trustrup er nævnt første gang ca. 1300, er hentet fra to værker om danske stednavne. Hvad der specielt er hændt dengang vides ikke, men det har nok noget at gøre med Bjørnholm. Selv om intet er bevaret om Marsk Stig Andersens tilknytning til Bjørnholm, så vil overleveringen alligevel vide, at han foruden Møllerup også ejede Bjørnholm på grund af, at han var giftet ind i Hvide-slægten, endda to gange. Begge hans hustruer skal have tilhørt denne slægt, som dengang ejede Bjørnholm. Marsk Stig Andersen til Møllerup, og måske også Bjørnholm, blev jo som bekendt dømt fredløs efter mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade i 1286, og al hans gods blev inddraget under Kronen. Hvis overleveringen taler sandt om hans ejerskab til Bjørnholm, så er denne samt dens underliggende bøndergods, herunder altså også Trustrup, indgået i opgørelsen over al hans gods i forbindelse med Kronens inddragelse. Vi hører om Trustrup igen i 1459, og da er det også i forbindelse med Bjørnholm. Otte Nielsen Rosenkrantz havde giftet sig til den ene halvpart af Bjørnholm. Hans hustru, Else Krognos, havde tidligere været gift med Anders Ovesen, et tipoldebarn af den fredløse Marsk Stig. Anders Ovesen ejede kun en halvpart af Bjørnholm, og det var denne halvpart, Else Krognos bragte med ind i ægteskabet med Otte Nielsen Rosenkrantz. Den anden halvpart var fordelt på fem ejere. Otte Nielsen Rosenkrantz købte efterhånden disse ejere ud. Den sidste af dem, Anders Ebbesen Galt, blev købt ud netop i 1459. Samme år tilstod kong Christian I Bjørnholm birkeret, hvilket vil sige, at gården herefter udgjorde en lille retskreds, og gårdens ejer havde ret til at besætte birkedommerembedet. Det er i denne forbindelse, Trustrup er nævnt sammen med Bjørnholms øvrige bøndergods i Lyngby, Albøge, Tirstrup og Feldballe sogne. Senere ændrede Bjørnholm birk navn til Høgholm birk, då gården blev flyttet ud på sin nuværende plads under navnet Høgholm. Indtil midten af 1700-tallet var “Albøge Stoergaard”, dengang under navnet “Katagergaard”, birkedommergård for Bjørnholm/ Høgholm birk. Fra midten af 1700-tallet og indtil 1812, da birket blev ophævet, var “Petersborg” i Trustrup birkedommergård for Høgholm birk. I 1496 nævnes Trustrup igen i forbindelse med Bjørnholm birk. Det er noget med en lovhævd fra dette år for Bjørnholms ejer, Erik Ottesen Rosenkrantz, som det ikke er muligt at gøre rede for her.
I det foregående har ikke været muligt at danne sig et indtryk af Trustrups størrelse på grund af kildematerialernes utilstrækkelighed. Først i sidste halvdel af 1600-tallet får vi kildemateriale, som kan sige noget om hvor stor, Trustrup har været. Her tænkes på antallet af gårde, huse og beboere. Efter krigen mod Sverige 1657-1660 var landets finanser i en meget dårlig forfatning. Krigen havde kostet dyrt, og Kronen havde været nødsaget til at låne penge hos pengestærke mænd mod pant i en meget stor del af Kronens gods. Efter freden med Sverige skulle disse lån indfries, og dette kunne man kun ved at lade kreditorerne overtage det pantsatte krongods som ejendom. Derved blev landets økonomi yderligere forringet, for ved afståelsen af krongodset mistede Kronen fremtidige indtægtskilder. Man måtte så finde på noget andet for at få penge i den slunkne statskasse. Det blev Danmarks bønder, der kom til at betale. De sad nemlig på Danmarks største rigdomskilde - jorden, og den skulle de nu betale skat af. Som vurderingsgrundlag for denne skat greb man til hartkornet, der længe havde været anvendt som vurderingsgrundlag for jorden i handel og vandel. Hartkornet beregnedes for bondejorden efter landgilden, som var den afgift fæstebønderne måtte betale til jordens ejere. Der fandtes ingen oversigt over landets samlede hartkorn. Det var nødvendigt at skaffe en sådan til veje, før en skatteansættelse kunne foretages. Der blev nedsat en række kommissioner til at foretage de nødvendige undersøgelser, og på grundlag af disse undersøgelser blev den første matrikel udfærdiget i 1662. Den blev kaldt kommissionsmatriklen. Det var en fortegnelse over al dansk jord målt i hartkorn, og skatten blev efter denne matrikel sat til 4 mark (2/3 rigsdaler) for hver tønde hartkorn. Man blev snart klar over, at denne matrikel havde store mangler. Den virkede ikke efter hensigten, og en revision blev omgående foretaget. I hvert amt blev der nedsat en kommission bestående af amtmanden, amtsskriveren og syv bønder. Resultatet af disse amtskommissioners arbejde var matriklen af 1664 - også kaldet amtstuematriklen. Den var dog heller ikke uden mangler og fejl. I matriklen af 1664 får vi nu at vide, hvor stor Trustrup var på dette tidspunkt. Landsbyen bestod da af otte gårde og seks gadehuse, og uden at kunne vide det har der formodentlig været det samme antal gårde i nogle århundreder forud, og der blev ved at være otte gårde i de næste 200 år. Alle gårde var efter den nye opmåling i 1664 lige store i hartkornsansættelse: 9 tdr 3 skp 1 fdk 1 alb. Som følge deraf skulle alle otte bønder også betale det samme i landgilde (fæsteafgift) til Bjørnholm: 3 ørte rug, 3 ørte byg, 1 svin, 1 får, 1 lam, 5 høns, 1 gås, 1 skæppe havre, 1 stob smør, 6 skæppe havre til gæsteri og 9 skilling penge til gæsteri. De seks gadehuse skulle alle betale 1 mark hver i afgift (landgilde) til ejeren Matriklen af 1664 blev forsøgt revideret i 1680, men det viste sig hurtigt, at der var for store afvigelser i forhold til den foregående matrikel. Dette kan også ses af ansættelsen i Trustrup, hvor landsbyens otte gårde nu blev hartkornsansat enslydende til 12 tdr 3 skp 2 fdk 1 5/6 alb. Vel nok en kraftig afvigelse fra 1664. Endelig i 1688 fik man udarbejdet en matrikel, som kunne bruges. Man gik nu over til bonitetsvurdering, d.v.s. man vurderede nu efter jordens godhed, dens ydeevne. Ved at vurdere således blev Trustrups otte gårde ikke længere ansat til samme hartkorn. Denne matrikel anvendtes som beskatningsgrundlag helt frem til 1844, da vi fik den matrikel, som anvendes endnu her 158 år efter
Ganske vist blev der i
1805 nedsat en matrikelkommission med henblik på en ny matrikel.
Kommissionen udarbejdede en matrikelinstruks i 1806, og i de følgende år
blev der flere steder foretaget ommatrikuleringer. Det øvrige hartkorn
blev uændret overført fra 1688, så en helt ny matrikel fik vi altså ikke
før i 1844.
De øvrige gadehuse har
været jordløse huse. Men her er der også “tvende Skouf Huuse”, to skovhuse.
Det er Trustrup Skovhus og Petersborg. De to gårde var ikke med i
matriklen 1664, så de må være bygget i tiden mellem 1664 og 1688.
Ud fra oplysningen, om at gårdnumrene fra 1688 er blevet bevaret som matrikelnumre i 1844, og ud fra gårdenes placering på matrikelkortet af 1795 kan der alligevel fortælles noget om gårdenes placering nu. Gård nr. 1 lå længst mod vest. Den blev nedrevet efter at den og gård nr. 2 var blevet sammenlagt. Gård nr. 2 lå hvor de gamle kommuneskoler og købmandsforretningen nu ligger på hjørnet af Abildgårdsvej og hovedvejen. Gården og gård nr. 4 brændte samme aften i 1861. Den blev så flyttet over på den nordre side af landevejen på hjørnet af Lyngbyvej og hovedvejen som “Tjørnegaarden”. Nu er kun stuehuset tilbage. Gård nr. 3 er det tidligere cementstøberi - af ældre mennesker også kaldet “Buhl’s gård”. Det gamle missionshus og de to huse på hver side af dette hørte også med til selve gården. Nu er også her kun gårdens stuehus tilbage. Gård nr. 4 er “Abildgaarden”. Det var den der i 1861 nedbrændte samme aften som gård nr. 2. Gård nr. 5 er “Vestersminde”. Gård nr. 6 lå tidligere mellem gård nr. 5 “Vestersminde” og gård nr. 7 “Trustrupgaarden”. Gården har ligget lidt indeklemt mellem de to gårde, og det er vel også derfor den blev flyttet ud på marken nord for hovedvejen. Dette er sket omkring 1866-67. Også her er kun stuehuset tilbage som Stationsgade 12. Gård nr. 7 er “Trustrupgaarden”. Gård nr. 8 lå øst for gård nr. 7 “Trustrupgaarden”. Den blev i slutningen af 1800-tallet nedlagt og jorden lagt ind under “Trustrupgaarden”.
Tidligere i denne artikel er det oplyst, at Trustrup hørte under det gamle Bjørnholm, senere ændret til Høgholm. Men på et tidspunkt er ejerskabet overgået til Lykkesholm, men hvornår vides ikke helt bestemt endnu. Begge godser ejedes i 1600-tallet af den samme adelsfamilie, slægten Høg. Af Trap Danmark (4. udgave) fremgår det, at i 1643 ejedes Lykkesholm af Erik Høg til Bjørnholm. Med dette “til Bjørnholm” kunne man forledes til at tro, at Erik Høg dengang også ejede Bjørnholm; men den samme udgave af Trap Danmark fortæller også, at nævnte år ejedes Bjørnholm af Erik Høgs fader, Just Høg. Det må vel være som søn “til Bjørnholm” Erik Høg nævnes i 1643. Just Høg døde i 1649, og Erik Høg arvede da Bjørnholm. Erik Høg døde i 1673, og hans søn Iver Juul Høg arvede begge godser. Det skal have været Ivar Høg, der flyttede Bjørnholm ud på sin nuværende plads og ændrede navnet til Høgholm. I 1681 erhvervede han hovedgården Fævejle nord for Lyngby, og den 30. marts 1681 oprettede han Baroniet Høgholm bestående af de tre godser Høgholm, Lykkesholm og Fævejle. To år efter, i 1683, døde Iver Høg. Baroniet blev ophævet den 16. februar 1748, hvorefter det fortsatte som Friherskab indtil 1802. Det er sikkert i forbindelse med Baroniet Høgholms ophævelse i 1748, Trustrup kom til at høre under Lykkesholm. I hvert fald fra omkring dette tidspunkt viser dokumenter, at landsbyen hører under dette gods. Bønderne i Trustrup havde derved heller ikke så langt til hovmarken, den lå jo lige uden for deres egen fæstejord. Bøndernes hoverípligt på godserne, som var en del af deres fæstekontrakt, var til stor gene for deres eget arbejde hjemme på gårdene. Især var det meget generende i hø- og kornhøsten. På de tørre og solrige dage kaldte herremanden på dem, for da skulle hans høst bjærges, så kunne bøndernes egen høst vente. Indtraf der så en periode med ustabilt vejr, kunne det godt vare længe, før bøndernes egen høst kom i hus. Fra 1773 kendes en hoveriforklaring for hovedgården Lykkesholms bønder, hvori der er beskrevet hvor mange gangdage (uden heste og vogne) og spanddage (med heste og vogne), bønderne skulle arbejde på godset. Hoveriforklaringen gjaldt for alt bøndergods under Lykkesholm, også for bønderne i Trustrup. De skulle udføre følgende hoveri på Lykkesholm:
Denne hoveriforklaring er et resultat af en forordning af 12. august 1773, hvorefter der skulle udarbejdes fortegnelse over “småhoveriet”. Det store hoveri såsom plovdage, harvedage, sådage og høstdage var holdt uden for denne fortegnelse. Det var det store hoveri, som var mest generende for bønderne. Her kunne herremanden efter eget forgodtbefindende stadig kalde på bønderne, som det passede ham. Først i 1792 kom hoveriforeningerne, som var en overenskomst mellem bønder og herremænd om hoveriets størrelse, og heri indgik også det store hoveri.
Den danske bondes kår havde hidtil været dårlige. Hans tilværelse som bonde var tynget af godsejernes strenge og urimelige krav til ham. Hoveriet var som nævnt den største byrde, som ofte afstedkom, at det gik ud over driften af hans egen fæstegård med ret dårligt udbytte til følge. Skatter og afgifter, som var blevet ham pålagt, tyngede også, så hans økonomi var i en elendig forfatning. Den sværeste tid for bønderne har nok været 1700-årene. I 1701 kom landmilitsen, som af herremændene blev brugt som pressionsmiddel overfor de bønderkarle, der nægtede at tage gårde i fæste. I første halvdel af 1700-tallet kom der en stor landbrugskrise, som berørte hele Europa. Kornpriserne herhjemme raslede ned, så de var de laveste i mands minde. Omkring 1730 var priserne på korn ikke meget mere end halvdelen af, hvad de havde været før år 1700, ja. prisen for havre var endda under halvdelen. Studeeksporten faldt mærkbart og blev også halveret. I 1730 eksporteredes 15.000 stude, men i 1736 var tallet helt nede på 7.500. Sådanne fald var da heller ikke med til at fremme den danske bondes økonomi. Godsejernes magt og ret over bonden var stor, og de brugte både magten og retten. Hvis en ung bondekarl vægrede sig ved at tage en gård i fæste, blev han truet med seks års tjeneste som soldat i militsen. Overfor denne trussel opgav de fleste og tog gården i fæste for at slippe for militsen. Det var godsejerne, der udskrev de unge til militærtjeneste, men tog man en gård i fæste, slap man for denne tjeneste. Men på andre måder havde godsejerne lov til at straffe deres bønder. Træhesten, den spanske kappe, pisken og hundehullet var straffemidler, som blev brugt. Selv om der ikke var lov for det, så stavnsbandt godsejerne bønderne og tjenestekarlene, de forbød dem at flytte uden for godsets område. Selv om det var strafbart at rømme fra et gods, så var bondens vilkår så utålelige, at mange alligevel gjorde det. Blev de fundet og bragt tilbage kendte de straffen - militsen. Fra Trustrup kendes en rømningssag fra 1705. Rasmus Mogensen tjente hos gårdmand Søren Villumsen i Trustrup. En dag i tidlig forår sagde han til sin husbond, at han havde fæstet sig til gårdmand Oluf Hass i Saldrup for sommeren. Han bad om at få fri 3. påskedag for at “rejse” til Saldrup og få sin havresæd dér. Den havresæd var vel en del af den løn, han skulle have. Det passede bare ikke. Rasmus Mogensen havde i hemmelighed fæstet sig andetsteds uden for Høgholms gods. Ved den første indrullering til militsen, der blev foretaget i juli 1701 efter landmilitsens indførelse samme år, blev Rasmus Mogensen indført i reserverullen som nr. 17 i Baroniet Høgholms lægd (i kilden til dette står ganske vist, at det var Friherskabet Høgholms lægd, men dette må bero på en skrivefejl, for det blev først til friherskab i 1748 ved baroniets ophævelse). Rasmus Mogensen blev nu sagsøgt ved Høgholm Birkeret ikke alene for undvigelse fra Høgholm gods og lægd men også for “begangen lejermål”. Han havde også været i seng med en pige, og det var også strafbart dengang. Den 23. maj 1705 blev der afsagt dom ved Høgholm Birkeret. Rasmus Mogensen fra Trustrup skal for sit begangne lejermål med pigen Zidsel Piest fra Rønde betale 18 sletdaler i lejermålsbøde til sit herskab eller “lide arrest på sin person”. Eftersom han stod indført i reserverullen og uden pas og afsked var undveget fra Høgholm gods og lægd, havde han at indfinde sig på godset eller pågribes, hvor han findes, og indrulleres i militsen. Da han dog er sin egen værge og ikke under formynderskab, må ingen huse ham eller tage ham i sit brød udover Høgholm gods, medmindre han har lovlig pas og afsked fra Høgholms ejer. Sagens omkostninger skal Rasmus Mogensen betale med to sletdaler. Landmilitsen fra 1701 blev ophævet i 1730, men kun for et kort åremål. Allerede i 1736 blev den genindført ifølge forordning af 4. februar 1733. I forordningens paragraf 18 hed det: “Ingen bondekarl må give sig fra det gods, hvor han er født, så længe hans husbond kan skaffe ham tjeneste, medmindre han er over de til indrulleringen fastsatte år”. I praksis ville det sige, at fra sit fjerde indtil sit 40. år måtte ingen bondekarl flytte fra det gods, hvor han var født. Med denne forordning var det stavnsbånd, som flere godsejere havde praktiseret privat, nu indført ved lov. I 1770’erne var der enkelte godsejere, som var blevet opmærksom på bøndernes utålelige forhold. Man begyndte allerede dengang at tale om, at den danske bonde skulle være en fri mand ved, at stavnsbåndet blev ophævet. De to mest fremtrædende i disse reformtanker var godsejerbrødrene Johan Ludvig Reventlow, Brahetrolleborg på Fyn og Christian Reventlow, Pederstrup på Lolland. De var af den mening, at hvis godsejerne behandlede sine bønder ordentligt og menneskeligt, så fik de også et bedre forhold til dem. Der var selvfølgelig protester mod disse reformtanker. Mange godsejere mente, bønderne skulle køres i stramme tøjler, og der skulle trækkes så meget arbejde ud af dem som muligt. Men reformtilhængerne fik deres tanker igennem med støtte af kronprins Frederik, den senere Frederik 6., som havde overtaget regeringen efter den sindssyge Christian 7.. Efter regeringsskiftet i 1784 gik det stærkt med reformerne, og i 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Den danske bonde fik sin frihed.
Samtidig med at man begyndte at tale om forbedring af bondens kår og stavnsbåndets ophævelse, taltes der også om en udskiftning af den danske bondejord. Sagen var den, at hver enkelt gård i landsbyen havde sin jord spredt på utallige steder i bymarken, og det var temmelig ubekvemt for bønderne. Det betød, at alle gårdmænd og husmænd i landsbyen skulle over alle de andres jord for at komme ud til netop det lille frimærke af et jordstykke, som de på det tidspunkt ønskede at behandle. For at undgå al den uheldige færdsel i tide og utide måtte landsbyens bønder være enige om i fællesskab at påbegynde et markarbejde på samme tid i den samme del af bymarken. Ideen med udskiftningen var den, at i stedet for at have sin jord spredt ud på mange forskellige steder skulle den enkelte gård så vidt muligt have al sin jord samlet på et sted. I sidste halvdel af 1770’erne foretog man de første opmålinger til udskiftningen eller fællesskabets ophævelse, som denne reform også er blevet kaldt. Således også i Trustrup, hvor det var landinspektør Stockflet fra Ebeltoft, der foretog opmålingen af Trustrups jorder i efteråret 1778 med henblik på udskiftning mellem Lykkesholm og Trustrup by’s gårdmænd og husmænd samt de to skovhuse, Petersborg og Trustrup Skovhus. Derefter begyndte en lang række åstedsmøder, hvori deltog ejeren af Friherskabet Høgholm, hvorunder Lykkesholm hørte (han mødte dog aldrig selv personlig men ved stedfortræder, forvalteren på Høgholm), amtmand Kammerherre Gersdorff, Vosnæsgaard (som også sendte sin forvalter), to landvæsenskommissærer, landinspektøren samt “de Trustrup mænd”, heri indbefattet birkedommeren fra Petersborg og fæsteren af Trustrup Skovhus. Birkedommer Rasmus Nielsen, Petersborg, var også Høgholm Birks landvæsenskommissær; men da han i denne sag var inhabil på grund af, at Petersborgs jorder også indgik i opmåling og udskiftning, var der til åstedsmøderne beskikket en udefra kommende stedfortræder for ham. Det kan ikke just påstås, at disse åstedsmøder gik stille af. Hårde ord og beskyldninger føg rundt i luften fra begge sider. Alle var utilfredse med landinspektørens opmåling, og alle følte sig snydt, da de mente, at de nu fik mindre jord, end de havde før opmålingen. Men det helt store stridsspørgsmål var en påstået fælles græsningers på Trustrup mark, som Lykkesholm gjorde krav på til “32 høvders græsning”, men som samtlige gårdmænd i Trustrup ikke ville acceptere. Et andet stridsspørgsmål drejede sig også om en fælles græsningsret sammen med Obdrup, Høgholm og Hallendrup ude i Pisholt i nærheden af Pis Mølle. Pisholt var tidligere et skovbevokset område (“holt” betyder skov). Det blev i 1770’erne ryddet, og en ny firlænget gård, Nygaard, blev bygget. I Trap Danmark fortælles, at Nygaard blev udparcelleret fra Høgholm i 1806, men her voves den påstand, at det er direkte forkert. Af sagsakterne i forbindelse med udskiftningen i Trustrup fremgår det tydeligt, at Pisholt er det nævnte område, og den nye gård omtales flere gange. Bl. a. omtaler birkedommer Rasmus Nielsen, Petersborg, gården i en erklæring af 19. juli 1779 som “den Nye Gaard paa 4 Længer i Pisholt”. Nygaard er blevet bygget i 1778 eller 1779. Desuden er Nygaard også aftegnet på Videnskabernes Selskabs kort 1789, så oplysningen i Trap Danmark er forkert. Som nævnt var der en lang række af åstedsmøder i forbindelse med Trustrups udskiftning, hvor bølgerne gik højt. Birkedommer Rasmus Nielsen, Petersborg, var ikke den mindst talende, og han stod så absolut på gårdmændenes og husmændenes side. Den første opmåling blev kasseret af “de Trustrup mænd”, og en ny blev foretaget, denne gang af en landinspektør Seip. Denne opmåling gik det ikke bedre med, også den blev kasseret, og en tredje opmåling måtte foretages. Den tredje landinspektør hed Ole Munch, og først da han kom til, kom der skred i forhandlingerne om udskiftningen. Ole Munch havde tilsyneladende evnen til at klare sådanne sager, for han havde klaret flere lignende udskiftningsstridigheder i Østjylland. I 1795 fandt så den endelige udskiftning af Trustrups jord sted, og alle måtte være tilfredse, hvad enten de var det eller ej. Men i denne udskiftning så man lidt af et særsyn. Almindeligvis ved udskiftningerne blev husmændene forvist til deres små jordlodder, som lå samlet i det alleryderste af bymarken og ikke altid det bedste jord. Men i Trustrup var der tre husmænd, som fik al deres jord ved det sted, hvor de boede. Det drejer sig om matrikelnumrene 11, 12 og 13. Muligvis er det birkedommeren, der på en eller anden måde har medvirket til, at disse tre husmænd ikke fik flyttet deres jord ud i det alleryderste. De tre husmandssteder hørte under Lykkesholm indtil 1882, da ejeren justitsråd A. Westergaard solgte dem alle tre til Johannes Munch, der lagde dem sammen til en gård.
Befolkning og erhverv i Trustrup. Af det hidtil anvendte kildemateriale har det ikke været muligt at se hvor mange mennesker, der boede i Trustrup dengang. Kun af matriklerne i 1664 og 1688 kan man se hvem, der var gård- og husfæstere, men ikke noget om de andre beboere i gårdene og husene om de var tjenestefolk, håndværkere eller indsiddere (indsidderne var dem, der sad til leje i huse). Fra andre arkivalier som f. eks. skifteprotokoller og kirkebøger kan man få lidt mere at vide; men det kan aldrig blive fyldestgørende med hensyn til det samlede befolkningstal. Først med folketællingerne kan vi mere præcist få at vide hvor mange mennesker, der boede i Trustrup på de forskellige folketællingstidspunkter. Den første folketælling her i Danmark fandt sted i 1769; men denne kan vi dog ikke hente oplysninger fra, for den er ikke bevaret - uvis af hvilken grund.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
