|
|
|
Det begyndte i Randers. Her var Olaf Rye Pødenphant ansat som stationsforvalter ved De danske Statsbaner i begyndelsen af 1880´erne, men han forlod denne stilling i 1884. Baggrunden var, at han da var godt i gang som kalkværksejer....... I efteråret 1885 lejede Pødenphant et areal i nærheden af Trustrup Station for en periode på 49 år, og her opførte han en ringovn til kalkbrænding. Der er ingen helt præcise oplysninger om,  hvornår
produktionen begyndte, men det er formentlig sket en gang i løbet af
1886.En artikel i Grenaa Folketidende fra den 16. marts 1888 giver et ganske godt billede af, hvad Pødenphant på ganske kort tid fik sat i gang i området. Her stod blandt andet: "I tidligere Tid brændte de fleste Kalkbrudsejere selv Stenene. Nu sælge de dem derimod alle til Kalkbrænderiejer Pødenphant i Trustrup, der har anlagt en stor Ringovn, der er indrettet med flere Ovne, saa der stadig er Ild i nogle. - Kommer man til Trustrup Station møder Øjet straks den store Dampskorsten paa Ringovnen samt en stor Mængde Jærnbanevogne med raa og brændte Kalksten, ligesom man ad Landevejen ad Lykkesholm til møde store Rækker af Vogne. Det er Vogne med Kalk fra Bruddene ved Rosmus og Balle. Hvor mange Favne Kalksten der brydes aarlig, ser vi os for Øjeblikket ikke i Stand til at oplyse; men sikkert er det, at det bliver store Summer aarlig." Artiklen havde også oplysninger om arbejdet i de små Kalkbrud: "Ved de større Brud ude ved Havet, hvorfra det meste udskibes, benyttes Hestebanen og de saakaldte Tipvogne til Transport af fyldet, hvorved kan opnaaes en større Dagløn for Arbejderne. Derimod i de mindre Brud paa Balle og Rosmus Mark maa Fyldet transporteres paa Trillebør; hvilket er baade et strængt og møjsommeligt Arbejde. For Udgravning af en Kubikfavn Kalksteen faaes 10-15 Kr. - Om Vinteren kunde en Arbejder næppe ved dette Arbejde tjæne 50 Øre om Dagen paa egen Kolst. I denne Tid maa de endda finde dem i at sidde inde, mens store Snemasser fylde Bruddene, hvorved de i de fleste Tilfælde faar et Extraarbejde med at skaffe Sneen til Side inden Arbejdet kan fortsættes"  Etableringen af kalkværket i Trustrup var altså med til at ændre hele strukturen i udnyttelsen af kalken som råstof i området. Man kan så undre sig over, at Pødenphant selv i 1884 begyndte sin virksomhed på Djursland med at anlægge små kalkovne ved det af Kirkemann ejede kalkbrud. Herved fulgte han det gammelkendte mønster, mens han blot halvandet år senere tog initiativ til storværket i Trustrup, som netop kom til at bryde med dette mønster. Det er vanskeligt at finde anden forklaring på disse dispositioner, end at Pødenphant i det hele taget var hurtig til at udnytte nye muligheder. Med megen energi kastede han sig over det ene projekt efter det andet inden for kalkværksdriften op gennem 1880´erne, og naturligt nok satsede den tidligere stationsforvalter på at udnytte jernbanen til transporten. Når avisartiklen fra 1888 kunne berette om jernbanevogne på Trustrup Station med både brændt kalk og rå kalksten, så er forklaringen uden tvivl den, at ubrændte kalksten blev fragtet til Fabrikken "Glatved" ved stationen i Randers, mens brændt kalk med bane blev sendt fra værket i Trustrup til forbrugerne. Pødenphant har altså set muligheden for stordrift i Trustrup på grund af jernbaneforbindelsen, og han har satset på at få råstoffet til værket fra mindre kalkbrud ved Rosmus og Balle, hvorfra hestevognstransport til Trustrup var overkommelig. Det var endnu ikke nogen jernbane mellem Ebeltoft og Trustrup, men en sådan blev livligt debatteret netop omkring midten af 1880´erne. Om dette har spillet en rolle for Pødenphants dispositioner i området, kan ikke afgøres. Ebeltoft-Trustrup Jernbane blev først en realitet i 1901. Vi har ingen præcise oplysninger om afsætningen af brændte kalk fra Pødenphants to værker i Randers og Trustrup, men alt peger i retning af, at virksomhederne gik godt for ham, og at han hurtigt og dygtigt har arbejdet sig ind på kalkmarkedet. Fra 1887 til 1889 fordoblede han sin anslåede indkomst fra 1500 til 3000 kroner, og fra den 1. juli 1889 kom han i Randers Byråd efter et suppleringsvalg. Det tyder på stabilitet omkring hans virke i byen, men alligevel søgte han snart andre græsgange.  Af annoncer og lignende fremgår det også, at Pødenphant gjorde meget ud af markedsføring af sine produkter, og han fremhævede gang på gang glatvedkalkens kvaliteter. Han lagde ikke skjul på, at han tog en god pris for sin kalk, men understregede, at glatvedkalken alligevel var billig i brug på grund af dens mange fortrin. Her refererede han til de forskellige forsøg med kalksorternes læskeudbytte, hvor netop glatvedkalken var fint placeret. Muligvis har hans etablering af værket i Trustrup været medvirkende til at udkonkurrere Grenaa Kalkværk. Vi har ingen direkte dokumentation for noget sådant, men det er påfaldende, at virksomheden ved Bredstrup Klint begyndte at skrante samtidig med, at Pødenphant løb virksomheden i Trustrup i gang. Skødet på salg af Fabrikken "Glatved" til De Jydske Kalkværker var dateret den 31. marts 1891, og underskriften viser, at Pødenphant da var flyttet til Møllegaardens Teglværk på Lyngbyvej ved København. Med overtagelsen af Grenaa Kalkværk i 1890 og Trustrup Kalk- og Teglværk i september samme år havde de sjællandske selskaber i realiteten sat sig på hele kalkværksindustrien på Djursland. Der blev ganske vist stadigvæk brændt kalk i området i små kubeovne, men denne produktion var tilpasset forsyningen af et lokalt marked, og den var aftagende. Det fremgik tydeligt af den citerede avisartikel fra 1888. I modsætning hertil var værkerne ved Bredstrup Klint og i Trustrup baseret på den nyeste teknik, ringovnen. Det betød storproduktion og dermed også leverancer til et stort marked. Med disse værker var kalkbrændingen på Djursland blevet en egentlig industri i moderne forstand. Også i en anden betydning kom den moderne industri til området. Til den hørte nemlig etablering af selskaber og koncerner, der via overtagelse af produktionsanlæg søgte at styre produktion og marked inden for en branche. Det var formålet med oprettelsen af De Jydske Kalkværker A/S. Lokalt set blev Østdjurslands kalkværksindustri altså styret udefra efter 1890, men koncerninteresserne fik hurtigt et modspil, og i det hele taget kom kampen for og imod disse interesser til stærkt at præge branchens lokale udvikling fremover. Af de to nyerhvervede produktionsanlæg på Djursland satsede De Jydske Kalkværker på Trustrup Kalk- og Teglværk. Her havde Michael Vilhelm Stilling været leder af virksomheden siden 1888, og han fortsatte på denne post under nye ejerskab. Han fik de nærmeste følgende år til opgave at videreføre og udbygge værket, og i 1894 gjorde han status over situationen i en beretning til selskabets bestyrelse.  Om arbejdsgangen på værket skrev han, at fire mand var beskæftiget med indsætning af kalksten i ringovnen, som havde 14 kamre, der hver kunne rumme lidt over to kubikfavne kalksten. Én sorterede og læssede stenene på trillebør fra de stakke, hvor de stod opstillet i favnemål omkring ovnen. Én kørte stenene ind i ovnen, hvor to mand stod for opsætning af dem. Stilling bemærkede, at denne opsætning krævede meget arbejde, fordi der var tale om runde håndsten, der omhyggeligt skulle stables omkring fyrhullerne og bruge til opbygning af kanaler og gavle inde i ovnen. Lettere havde det været at arbejde med hugne sten. mente han. Ved udtagning af de brændte sten fra ovnen var to eller tre mand beskæftiget. At ovnen kun havde 14 kamre betød, at indsætning og udtagning foregik i stærk varme, og dette problem anskuede arbejdslederen på følgende måde: "Saafremt Ovnen havde været større - 16 Kamre istedet for 14 - vilde det have været let at faa udført Arbeidet billigere, men som Forholdet er, lader dette sig neppe gjøre; tidligere Forsøg ere ialtfald mislykkedes. Selv nu holder en Mand kun sjældent ud mere end et Aar." Altså ingen arbejdsmiljøovervejelser fra Stillings side i anledning af de nærmest uudholdelige arbejdsvilkår på dette punkt, men der var god grund til en økonomisk bekymring.  Arbejdet i stærk varme var især et problem, når man skiftede fra brænding af kalk til mursten. Så var det ekstra varmt at udtage den brændte kalk fra de sidste par kamre før murstenene. Vi får i den forbindelse oplyst, at der kun et par måneder af året var en tilstrækkelig afsætning til at holde ovnen i drift alene ved kalkbrænding. Derfor skiftede man til brænding af teglsten afhængig af kalkafsætningen. Denne driftsform stammede tilbage fra Pødenphants tid. Da der blev handlet i 1890, hørte en murstensmaskine med til værket. Leret til teglfabrikationen blev hentet fra en grav ved Obdrupgård nogle få kilometer vest for Trustrup. To fyrbødere stod for brændingen, og de arbejdede på akkord i skiftende vagter på hver otte timer. Det vil sige, at de i gennemsnit havde en 12 timers arbejdsdag på alle ugens dage. De samme to brændere havde passet dette arbejde siden værkts oprettelse - ifølge beretningen. Det var åbenbart noget, man kunne holde til i flere år. Om daglønnen ved værket skrev Stilling, at den rettede sig efter arbejdets beskaffenhed, og at den i gennemsnit var på 2,50 kroner om dagen i sommertiden. I Trustrup udvidedes værket med endnu en ringovn. I juni 1897 gav bestyrelsen for De Jydske Kalkværker grønt lys til denne udbygning, og den direkte anledning var, at der var planer fremme om oprettelse af et teglværksselskab i Grenaa. Initiativtagerne til dette havde henvendt sig til Trustrupværkets lerleverandør, Louis Thiel på Obdrupgård, om at tage ler på hans ejendomme samt købe et areal til bygning af et teglværk. Truet af en sådan konkurrence udvidedes værket i Trustrup, og der blev skrevet langtidskontrakt med L. Thiel om ler til den forøgede produktion af mursten.  Ovn nummer to i Trustrup er formentlig blevet opført og taget i brug i 1898, og nogenlunde samtidig blev en ny skorsten til virksomhedens kedelanlæg bygget. I Ebeltoft Avis kunne man den 12. januar 1899 læse om en arbejdsulykke på virksomheden, hvor to murere var styrtet ned med deres stillads under arbejdet med at bygge en ny skorsten. Den ene blev dræbt på stedet og den anden hårdt kvæstet. Ulykken er formentlig sket under arbejdet med skorstenen til kedelanlægget. I det hele taget blev 1899 de alvorlige arbejdsulykkers år. I marts blev to mænd dræbt i lergraven ved Obdrupgård, da leret i graven pludselig styrtede ned over dem. Endelig blev et barn på to år dræbt i juli måned, da et hestekøretøj fra Trustrup Kalk- og Teglværk kørte løbsk. En arbejder havde sit barn med i vognen. Disse ulykker blev kort omtalt i de lokale aviser, men intet tyder på, at nogen på arbejdspladsen blev stillet til ansvar eller lignende. Vi befinder os langt fra vore dages foranstaltninger omkring sikkerhed på arbejdspladserne, og ikke så sjældent støder man i de gamle lokale aviser på beretninger om ulykker i forbindelse med kalkværksindustrien.  Trustrup Kalk- og Teglværk var omkring århundredskiftet blevet en stor virksomhed med mange ansatte, og det var den helt dominerende arbejdsplads i stationsbyen Trustrup, der siden anlæggelse af jernbanen i 1876 omtrent havde fordoblet sit indbyggertal til 529 personer i 1901. Hertil kom, at opgravningen og transport af kalksten og ler til værkets produktion også gav en del arbejdspladser i omegnen. På den baggrund var det ganske naturligt, at Trustrup nogenlunde tidligt fik en afdeling af Arbejdsmændenes Fagforening, nemlig i 1901. Ud fra de forskellige kilder får man en klar fornemmelse af, at M. Stilling var noget af en barsk arbejdsleder, og da dannelsen af en fagforening var en realitet, søgte han hårdnakket at forhindre, at arbejderne på kalk- og teglværket organiserede sig. Det førte til konfrontation, som i ugebladet Landarbejderen kan følges tilbage til foråret 1903. Da begyndte bladet at fremdrage eksempler på dårlige arbejdsforhold og dårlig aflønning af arbejderne på værket, og man anklagede Stilling for bevidst at forhindre, at organiserede arbejdere blev antaget på hans virksomhed.  I foråret 1904 havde Landarbejderen en længere artikel om, at enkelte arbejdere på værket havde meldt sig i fagforening, og da Stilling indkaldte dem til afskedigelse, mødte også de uorganiserede folk solidarisk op og krævede deres afregning. Herefter måtte ledelsen af De Jydske Kalkværker gå ind i forhandlinger med Dansk Arbejdsmands Forbund, men efter en tid blev disse forhandlinger pludselig afbrudt, og arbejdet blev standset. Konflikten omfattede omkring 30 mand ifølge artiklen, der også viderebragte forlydender om, at man ville forsøge at skaffe polske arbejdere til at fortsætte driften. Inspektør Stillings version af sagen kan vi læse i et brev, han den 6. april sendte til direktøren for De Jydske Kalkværker: "Imens vi i Dag var i Kalkbruddet er vore Folk blevne besatte af en ond Aand og har alle meldt sig i Fagforeningen - uden at der for mig var andet at gøre end at tage Sagen som en Kendsgerning. Selvfølgelig har Folkene været under et meget stærkt Pres fra Fagforeningen, og jeg kan godt belave mig paa en yderst besværlig Sommer. For nu at rette paa Forholdene saa godt som muligt beder jeg Hovedkontoret indtrængende om hurtigst muligt at skaffe mig 12 Polakker til Teglværksarbejde. Hvor man skal henvende sig, ved jeg ikke, men det maa jo kunne faas at vide i København. Men Polakkerne maa der følge en Aufseher, eller hvad han kaldes, og jeg skal nok skaffe Logi til dem". Resultatet blev, at 34 polakker i begyndelsen af maj ankom til Trustrup for at overtage det konfliktramte arbejde. De indkvarteredes i barakker ved kalkværket, og der var en leder af arbejdsholdet samt en kvinde til at sørge for madlavningen. Med denne arbejdsstyrke og nogle få uorganiserede danske arbejdere drev Stilling værket i godt og vel et års tid. I januar 1905 besluttede bestyrelsen for De Jydske Kalkværker at indmelde selskabet i Dansk Arbejdsgiverforening, og hermed var vejen banet for en overenskomst med Dansk Arbejdsmands Forbund. Lokalt blev der lavet aftale om en overenskomst, således at konflikten kunne ophøre i begyndelsen af juni måned. Enskriftlig version blev dog først underskrevet året efter, nemlig 20. juli 1906. Kort tid efter døde Stilling. Dette betød dog ikke, at polakker var ude af billedet som arbejdskraft i Trustrup. Ifølge den indgående overenskomst havde ledelsen af værket ganske vist forpligtet sig til fortrinsvis at beskæftige medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening, men dette gjaldt åbentbart ikke sæsonarbejdet. Frem til Første Verdenskrigs udbrud i 1914 kom der med en enkelt undtagelse hvert år polske arbejdere i sommertiden, og de supplerede den faste stab af danske arbejdere. Blandt dem havde det naturligt nok skab bitterhed, da det første store hold polakker kom til Trustrup Kalk- og Teglværk som skruebrækkere, og arbejderbevægelsens presse skrev af og til om slagsmål og uro i byens gader under konflikten. Men efter dennes ophør i 1905 var der ikke sager fremme om større uoverensstemmelser mellem polske og danske arbejdere i Trustrup.  Arbejdere ved Trustrup Kalkværk ca. 1910. Personerne er fra venstre: Søren Sørensen, Søren Press, Chr. Mikkel Hansen, Rasmus Nielsen, Chr. Møller og Thuru Salomonsen. Rasmus Nielsen var fra Albøge, de øvrige vistnok alle fra Trustrup. Drengen kendes ikke. På værket i Trustrup ændredes murstensfabrikationen fra 1920. Helt fra Pødenphants tid havde man lavet maskinsten, men Fabrikstilsynet kasserede i 1920 den dampkedel og dampmaskine, som trak murstensmaskinen, og i stedet for at investere i nyt maskineri opgav man at lave maskinstrøgne sten. En noget mindre produktion af håndstrøgne mursten fortsatte. Man havde langtidskontrakt med L. Thiel på Obdrupgård om leverancer af ler til 1929, og denne kontrakt skulle jo gerne udnyttes. Ud over selskabets almindelige modvilje mod nyinvesteringer i Trustrup spillede det en rolle for beslutningen om at opgive produktionen af maskinsten, at disses kvalitet ikke var den allerbedste. Det kunne man få et synligt bevis på ved at studere Ebeltoft-Trustrup Jernbanens stationsbygninger, der i 1901 var opført af mursten fra Trustrup. Man mente nu, at leret fra Obdrup var bedre egnet til håndstrøgne sten, men det lå klart, at fabrikationen af mursten blev stærkt reduceret. Det gamle maskineri fra fabrikationen af maskinsten blev i 1923 sammen med en del andet materiel annonceret til salg på en auktion på Trustrup Kalkværk, som virksomheden nu blev kaldt. Lerkontrakten med L. Thiel blev ikke fornyet i 1929. De Jydske Kalkværker skrev derimod i 1930 kontrakt med proprietær A. Klejs, Petersborg i Trustrup, om levering af rødler til fremstilling af cirka 500.000 håndstrøgne facadesten årlig. Kontrakten havde en løbetid på 10 år, men den blev fra værkets side opsagt i 1933 på grund af små kalkknolde i leret. Et laboratorium skulle undersøge lerets kvalitet i forbindelse med sagen, men har undrede man sig over, at der overhovedet var behov for en sådan undersøgelse. Det var ganske åbenbart, at der var kalk i leret, så det var uegnet til murstensfabrikation. Efter ophævelsen af den uheldige lerkontrakt med A. Klejs var det slut med fabrikationen af mursten i Trustrup. Derimod fortsatte kalkbrændingen, men også her skete der forandringer. I 1935 købte De Jydske Kalkværker det store Ny Balle Kalkværk, og det betød, at værket i Trustrup fik status som en reservekapacitet. I sidste halvdel af 1930´erne var det ude af drift i lange perioder, og under besættelsen blev der kun brændt kalk en kort periode - vistnok i 1943. I 1948 lukkede værket helt, og det blev nedrevet, men først i 1974 blev kalkværksgrunden solgt til Grenaa Kommune. |