Trustrup Gæstgivergaard

Tekst: Willy Helbo
Kilde: Grenaa og Omegn før og nu 1996
Da jernbanen fra Randers til Grenaa blev åbnet torsdag den 24. august 1876, åbnede det samtidig for en udvikling i de landsbyer, dette nye trafikmiddel fik forbindelse med. De nyopførte stationsbygninger kom de fleste steder til at ligge ret langt fra landsbyen - helt op til 500-600 mter, men landsbyerne begyndte snart at vokse i retning mod den nye station.

Således var det også i Trustrup. Stationsbygningen kom til at ligge ca. en halv kilometer fra landsbyen Trustrup, der lå på den sydlige side af det højdedrag, som hovedvejen Århus- Grenaa er ført hen over. Nord for vejen var der dengang kun to gårde, nemlig "Tjørnegaarden" ved Lyngbyvejen og en stor firlænget gård midt mellem hovedvejen og stationen. Stuehuset til den firlængede gård er det, der i dag er Stationsgade 12.

Men i løbet af få år blev der bygget ved stationen. I 1879 blev Trustrup Gæstgivergaard bygget, hvor nu Trustrup Midtpunkts nye moderne huse ligger. Den bygning, som i dag er Stationsgade 17, er resterne af Trustrup Gæstgivergaard. I 1882 byggede bødker O.C. Christensen det hus, som nu er Stationsgade 18, og i 1895 havde købmand Niels Petersen bygget Trustrup Købmandsgaard, dog ikke forbygningen ud til gaden, som først blev bygget i 1905. I årene omkring århundredskiftet blev størstedelen af Stationsgades vestlige side bebygget.

Gæstgivergaarden blev bygget i 1879. De skriftlige kilder, som har været anvendt her, fortæller, at det var gæstgiver Søren Sørensen, der byggede den. At byggeriet blev foretaget i 1879 står til troende, for dette årstal stod over hovedindgangen ud mod Stationsgade. Men at det skulle være Søren Sørensen, som har bygget gæstgivergården, er måske mere tvivlsomt. Da han i 1881 solgte gæstgivergården til Theodor Ahlers, Revn, skrev Søren Sørensen i skødet, at han "sælger og afhænder den efter skøde af 10. december 1880 ham tilhørende ejendom matr. nr. 5d i Trustrup". Hvis Søren Sørensen først overtog ejendommen i 1880, hvem var så ejer af grunden og den, der byggede gæstgivergården i 1879 ? Det har ikke været muligt at finde dokumenter på ejerforholdet før Søren Sørensen.


Trustrup Gæstgivergaard en gang i 1880´erne. Til højre for indgangen var der restauration, og til venstre var der en lille købmandsbutik. Marken i forgrunden var en indhegnet græsmark, som hørte til gården lidt længere oppe ad gaden mod hovedvejen. Her byggede Niels Petersen i 1895 Trustrup Købmandsgaard. Kampestensbygningen er rejsestalden, som lå langs den nuværende Park allé. Personen i døren er et af landpostbudene fra stationen.
 
Grunden er udstykket fra gården "Vestersminde" og udgør hjørnegrunden Stationsgade/Parkallé. Hvis Søren Sørensen har bygget gæstgivergården, har det måske været på lejet grund med forkøbsret. Hovedbygningen lå ud mod Stationsgade, og langs med den nuværende Parkallé lå en rejsestald bygget af granitsten. Til højre for hovedindgangen ud mod Stationsgade lå restaurationen, og til venstre var der en lille købmandsbutik. Det var ret almindeligt, at gæstgivere også var købmænd. Ovenpå var nogle få værelser. Gæstgivergården var dengang lille og primitiv.

Søren Sørensen solgte som nævnt gæstgivergården i 1881 til Theodor Ahlers fra Revn. Ahlers stammede vistnok fra Mecklenburg. Han solgte gæstgivergården i 1885 ifølge købekontrakt til P.L. Sørensen sin køberet til to gårdejere, Peder Jørgensen fra Hyllested og Niels Sørensen fra Rosmus. I januar 1886 afstod Niels Sørensen sin halvdel til Peder Jørgensen, og da Th. Ahlers endelig i juli 1886 udstedte skøde, fremgår de her nævnte transaktioner af skødet, og dette udstedes til Peder Jørgensen i Hyllested som den nye ejer af Trustrup Gæstgivergaard.
 
De to gårdmænd havde ganske givet en bagtanke med købet af gæstgivergården. Peder Jørgensen havde nemlig en søn,  Niels Petersen, der i 1885 i Rosmus kirke var blevet gift med Niels Sørensens datter, Dorthea Marie Sørensen. Niels Petersen var uddannet som købmand og havde vistnok udstået sin læretid i Tirstrup. Han ville selvfølgelig gerne have foden under eget bord, men han var i 1886 ikke myndig, kun 20 år, og myndighedsalderen var 25 år. Derfor trådte faderen og svigerfaderen til og hjalp ham på nævnte måde, så i realiteten var det Niels Petersen, der fra 1886 drev gæstgivergården med tilhørende købmandsbutik. I 1892 solgte Peter Jørgensen gæstgivergården til ham. Da var Niels Petersen blevet myndig året før.

I bogen "Jyske Byer og deres Mænd" fra 1918 skriver læge M.A. Thrue, Trustrup, at Niels Petersen i flere år under gunstig udvikling drev købmandshandel og indbringende gæstgiveri samtidig. Han udvidede rejsestalden til det dobbelte og byggede gæstgivergårdens store sal, som blev bygget som en vinkel til rejsestalden langs med den nuværende Skolegade. Gæstgivergården var nu en trefløjet bygning:hovedbygning mod Stationsgade,

Gæstgiver og købmand Niels Petersen og hustru Dorthea Marie f. Sørensen. Niels Petersen overtog gæstgiver-gaarden i 1892, men i realiteten havde han drevet den siden 1886, da hans fader købte den.
rejsestald mod Parkallé og sal med rekvisitrum mod Skolegade, som altså endnu ikke var anlagt dengang. Fra midten af hovedbygningen blev der bygget en gang over til salen, så man frit kunne komme fra restaurationen over i salen. Han byggede en ny mødesal, som blev bygget på bagsiden af gæstgivergaarden lige uden for indgangen til gæstgivergaarden. Den lå langs med rejsestalden. Denne mødesal blev et godt aktiv for gæstgivergården, idet den blev meget benyttet mødested for den danselystne ungdom og den foredrags- og anden kulturhungrende befolkning på egnen.

Trustrup Gæstgivergaard havde et godt aktiv i de engang så berømte Trustrup markeder, der opstod i Theodor Ahlers tid. Ved en kontrakt af 30. juli 1883 lejede han et areal af "Vestersminde" med ret til mod en årlig leje at afholde markeder og med ret til at oppebære stadepenge og ud af disse afholde udgifterne til polititilsyn. Det lejede jordstykke er det senere matr. nr. 5n og identisk med det område, som nu er Trustrup Børnehave. Markederne fortsatte helt frem til 1939, og der var ofte så mange dyr med, at de ikke kunne være på markedspladsen. De stod ofte langet op af Stationsgade, bundet til landevejstræerne, der dengang var plantet i begge sider af gaden. Når markedet så var forbi fik gadens husejere travlt med at feje dyrenes efterladenskaber op som gødning til haverne. Markedspladsen blev også brugt som fodboldbane for Trustrup Realskole, efter at den var blevet bygget i 1898.
Niels Petersen var først og fremmest købmand, og den lille købmandsbutik i den ene ende af gæstgivergården blev ham for trang. Tre år efter overtagelsen købte han i 1895 en grund lige overfor gæstgivergården på den anden side af Stationsgade. Han købte den af gårdejer Rasmus Jensen, der ejede, den firlængede gård mellem hovedvejen og stationen. Her byggede han Trustrup Købmandsgaard, men beholdt Trustrup Gæstgivergaard frem til 1899. Han solgte da denne til sin svoger, Jens Christian Kjeld Jensen, der var gift med Rasmine f. Sørensen, en søster til Niels Petersens hustru, Dorthea Marie.

Gæstgiver Jens Christian Kjeld Jensen og hustru, Rasmine f. Sørensen, en søster til Niels Petersens hustru Dorthea Marie Sørensen. Christian Jensen overtog Trustrup Gæstgiver-gaard i 1899 efter sin svoger, Niels Petersen. Han solgte igen i 1908, hvorefter han i 1909 købte Tjørnegaarden på Lyngbyvej i Trustrup.
Også Christian Jensen udvidede gæstgivergården en del. I 1901 købte han nabogrunden, matr. nr. 5y, af gårdejer Chr. Christensen, "Vestersminde". Det var en grund på hjørnet af Stationsgade og nuværende Arkesvej. Her byggede Christian Jensen til den eksisterende hovedbygning, så han i stedet for den gamle købmandsbutik fik en stor restaurant til selskaber o.lign., og ovenpå denne udvidede han første sal sammen med den allerede eksisterende, således at gæstgivergården nu havde 10 værelser og privatbolig på første salen.

Christian Jensens søn, Ove Jensen, der blev født i gæstgivergården i 1901, har fortalt, at der var en god omsætning på gæstgivergården. Trustrup marked var berømt og tiltrak mange mennesker, og det betød stor søgning til gæstgivergården. Man fik tønder hjem med trestjernet "Hennesy Cognac". En flaske snaps kostede 28 øre, og der blev solgt mange kaffepunche til 10 øre. En kobbertemaskine, hvori der blev kogt vand til de mange punche, stod i skænkestuen. Temaskinen eksisterer endnu, den står i Randers hos et barnebarn af Christian Jensen.

Der findes desværre igen interriørbilleder fra Trustrup Gæstgivergaard, og det eneste stykke inventar, som endnu findes er denne kobbertemaskine. Den stod i skænkestuen, og i dag står den i Randers hos et barnebarn af gæstgiver Jens Christian Kjeld Jensen.

Da Trustrup-Ebeltoft banen blev indviet i 1901, var der stor indvielsesfest på gæstgivergården med middag for honoratiores, blandt andre amtmanden og sognerådet. Blandt de gæster, som boede på gæstgivergården, var der ofte 8,10 handelsrejsende, som kom til Trustrup med toget. De havde deres cykel og vareprøver med, og med gæstgivergården som base cyklede de rundt til omegnens handlende.

Selv om der var god økonomi i gæstgivergården, solgte Christian Jensen den alligevel i 1908, hvorefter han i ca. et år solgte landbrugsmaskiner og klaverer. I 1909 købte han "Tjørnegaarden" i Trustrup. Han solgte gæstgivergården ifølge købekontrakt af 17. december 1907 til proprietær A.M. Andersen, "Trustrupgaarden". Ifølge samme dokument solgte han videre til gæstgiver M.B. Rasmussen. Christian Jensen underskrev dokumentet den 4. januar 1908. Proprietær A.M. Andersen var altså kun mellem mand i denne handel. Han var i øvrigt godsforvalter på Katholm, og efter at have bortforpagtet "Trustrupgaarden" købte han "Gjerrild Søgaard".

M.B. Rasmussen solgte i 1918 gæstgivergården til ølhandler Rasmus Jensen, Grenaa (Han havde en søn, Richard Jensen, som blev lærer i Albøge). Da Rasmus Jensen i 1924 igen solgte ejendommen, solgte han til installatør Søren Lystrup, Randers. Rasmus Jensen blev en tid boende i Trustrup, men senere købte han Hotel Skandinavien i Grenaa. Søren Lystrup indrettede biograf i salen. Han satte stort biograflærred op på sydgavlen, og bag gavlen i den nordlige ende af salen, hvor der var rekvisitrum m.m., blev operatørrummet indrettet. Landpostbudet Peter Petersen var operatør. Det var i stumfilmens dage, og for at følge den tids skik med levende musik i biograferne, havde man også i Lystrups biograf i Trustrup musik til filmene. Bag et forhæng i salen spillede Else Beck på klaver, når der blev vist film. Hun var datter af musiker Beck i Trustrup.
Trustrup Gæstgivergaard efter Jens Christian Kjeld Jensens udvidelse. Han udvidede med de fem fag vinduer længst til venstre og en ny første sal hen til den eksisterende kvist. Efter branden i 1939 stod kun tilbygningen tilbage, og den er nu Stationsgade 17. Personerne på trappen og gæstgiver Jens Christian Jensen og hustru, Rasmine Jensen. Personen i porten ind til rejsestalden er sikkert staldkarl og altmuligmand.
 
Indretning af Gæstgivergaarden.
 Vi kan nu få at vide, hvordan gæstgivergaarden var indrettet i 1920´erne og 1930´erne. Ingeniør Ivar Poulsen, Hvidovre, der blev født i Trustrup i 1922, fortæller i sine erindringer fra barndommen og ungdommen i Trustrup følgende om gæstgivergården: "Hovedbygningens sydligste del var i to etager, og indgangen var midt på bygningen ud mod Stationsvejen. Indenfor var der til højre først den såkaldte slyngelstue og dernæst "den gule stue", til venstre for indgangen var der en stor restaurant til selskaber o.l. og dernæst kom køkkenet. Forinden var der en trappe op til værelser og privatbolig. Videre fremad ud for indgangen var der en gang 2,5-3 m bred og vel 10 m lang. Midt på i hver side af denne gang var der en dør. Den til venstre førte ud til køkkenets bagindgang og til en smule krohave hen mod markedspladsen. Den højre førte ud i en lukket gård, som mod nord var afgrænset af den store rejsestald over mod jernbanen. Herude var der toiletter eller nærmere lokummer. Gangen endte i salen.

Efter min erindring var salen 10 m bred og 14 m lang. Den havde hvælvet loft, og da en sådan konstruktion kræver afværgeforanstaltninger i form af f.eks. trækbånd anbragt, hvor loftsbjælkerne normalt er, for at ydervæggene ikke skal skubbes fra hinanden ved nedbøjning, hvis det da ikke lige drejer sig om tykke kirkemure, så salen var udstyret med sådanne trækbånd. Det var almindelige vandrør, ca 40 mm tykke og med en indbyrdes afstand på vel 5 m. De var gode til dekorationer, når Håndværker- og Borgerforeningen holdt juletræ. Ydervæggene var opført som hel stens kompakt mur, så når det var koldt udenfor, og mange mennesker dansede sig varme inde, styrtløb vandet ned ad disse vægge."

De følgende ejere af Trustrup Gæstgivergaard var:
1928: Søren Lystrup sælger til Chr. Reffstrup.
1931: Chr. Reffstrup sælger til Jeppe Lauridsen Moesgaard.
1937: Jeppe Lauridsen Moesgaard sælger til Johannes Nielsen.
1938: Johannes Nielsen sælger til Carl Marius Elmelund.


Året efter, i 1939, havde Trustrup Gæstgivergaard eksisteret i 60 år, men samme år skulle også blive skæbneåret for den gamle bygning.		 Eksempler på Inventar i 1924.

Der eksisterer også en fortegnelse fra 1924 over, hvad der fandtes af inventar i restaurationslokaler, gange, køkken, sal og værelser. Der var som tidligere nævnt 10 værelser, hvoraf værelse nr. 4 og 7 var dobbeltværelser. Det vil føre for vidt at bringe denne fortegnelse her, men for at få et indtryk af hvad der dengang fandtes af møbler m.m. i en gæstgivergård nævnes alligevel et par eksempler:

Værelse nr. 2: 1 seng med sengetøj, 1 chaiselongue, 1 servante med servantestel, 1 fyrretræs bord, 1 rundt bord, 2 træstole, 1 spejl, 2 fag gardiner og 2 rullegardiner, 2 gulvtæpper, 1 håndklædeholder, 1 natspand, og 1 lampe.

Værelse nr. 4: 1 dobbelt seng med sengetøj, 1 rundt nøddetræs salonbord, 1 sofa m/ grønt betræk, 1 servante med dobbelt stel, 1 rundt bord, 2 stole, 1 håndklædestativ, 3 fag gardiner og 3 rullegardiner, 1 gulvtæppe, 2 forliggere, 1 spejl, 1 skilderi, og 1 lampe. Det bemærkes, at der er ikke nævnt noget om en natspand, så mon gæsterne har skullet gå i gården ? Det er nu nok en forglemmelse, at den ikke er med i fortegnelsen for den var da inventar på de andre værelser.

I Køkkenet: 150 par kopper, 150 stk. tallerkener, 30 forniklede
bakker, 20 kaffekander, 20 sukker-

og flødestel, 1 kødhakkemaskine, 1 disk, 8 gryder, 2 kaffekander, 10 stk. plat de manage (=opsats til saltbøsse, peberbøsse og sennepskrukke), 60 par gafler og knive.

Dækketøj: 20 par lagner, 25 pudevår, 40 servietter, 30 duge, 18 bordtæpper, 25 viskestykker, 20 håndklæder og 12 sengetæpper. Hertil skal vel nok lægges det, som allerede var i brug på værelser og restaurationslokaler. Der nævnes intet om dynebetræk i fortegnelsen.

Endelig også et restaurationslokale, nævnt som stue 2, og herinde var: 30 wienerstole, 6 borde, 1 sofa m/læderbetræk, 1 skilderi, 1 stumtjener, 2 stueure, 2 lysekroner, 10 skilderier, 1 skænk, 1 disk, 4 fag gardiner, 4 fag rullegardiner, 1 avisholder, 300 ølglas, 2 vinglas (kun 2 !!!), 1 dækketøjsskab, 2 lamper og 2 løbere.


Katastrofen.
Det var måske en lun sommeraften fredag den 7. juli 1939, i hvert fald nævnes der ikke noget om dårligt vejr i avisreferatet dagen efter. Inde i gæstgivergårdens restauration sad værten Carl Elmelund og nogle gæster og snakkede, men ellers var der stille og roligt både her og ude i byen. Det var lidt før kl. 22,00.

Nogle unge mennesker kom gående ad vejen henne fra mejeriet. Pludselig så de, at der steg røg op fra den gamle rejsestald i den ende af stalden, der vendte ud mod markedspladsen. De reagerede omgående, og det uhyggelige råb: "Brand, det brænder" lød ud over kvarteret omkring gæstgivergården. De unge mennesker løb ind i krostuen til Elmelund og gæsterne og råbte: "Det brænder i rejsestalden". Alle skyndte sig ud i stalden, men da havde ilden allerede så godt fat i det tørre træværk, at de intet kunne gøre, det var håbløst for dem at forsøge at slukke ilden. Elmelund alarmerede omgående, som der står i avisen, Trustrup og Grenaa brandvæsen. Trustrup havde altså også et beskedent brandberedskab bestående af en lille sprøjte, som den lokale brandfoged altid skulle have klar til udrykning.

Man gik omgående i gang med at alarmere gæstgivergårdens beboere og ellers redde, hvad der kunne redes. Personalet var gået i seng, og de blev meget opskræmte over at blive vækket og purret ud så hurtigt og uventet. En servitrice kom således ud kun iført pyjamas, og nogle af de andre piger kom ud med mindre på. Det kunne have gået langt værre for en hotelgæst, en handelsrejsende, som var gået i seng, da ilden opstod. Han sov hårdt og hørte derfor ikke, da der blev slået alarm. Først noget efter, at alle andre var kommet ud, kom man i tanke om den handelsrejsende, og man fik ham endeligt vækket. På det tidspunkt var trapper og gange spærret af en kraftig røg, og man måtte derfor have ham ud gennem vinduet og reddet ned ad en stige. Han gjorde ikke indtryk af at være chokeret over det skete.

I det letfængelige træværk bredte ilden sig med rivende hast. Få minutter efter, at der var slået alarm, slog flammerne ud gennem taget og vinduerne, og da der ikke var brandmur mellem rejsestalden og hovedbygningen, varede det ikke mange minutter, før ilden også havde fat i hovedbygningen ud mod Stationsgade. Da brandvæsnet kom til stedet, slog mægtige flammer op mod den natsorte himmel, og ilden åd sig hurtigt frem mod vinden, men det blæste heller ikke særlig meget. I kampen mod ilden stødte brandvæsnet mod to alvorlige vanskeligheder. For det første var taget belagt med blikplader, men derunder lå det gamle tag endnu, og det bestod af brædder og tagpap. Ilden kunne derfor brede sig hastigt under blikpladerne, uden at brandvæsnet kunne komme til at sprøjte ned over flammerne.

For det andet viste det sig hurtigt, at man ikke kunne få vand nok til sprøjterne. Trustrup Vandværks pumper kunne ikke pumpe vand nok op. Grenaa Brandvæsen havde 10 slanger med til branden, men trykket på vandet fra vandværket var så svagt, at der næppe var vand nok til de to slanger, man satte i gang. Under disse forhold stod brandvæsnet næsten magtesløs over for det store flammehav, som det i løbet af få timer havde udviklet sig til i den store trefløjede gæstgivergård.

Branden tiltrak mange mennesker. Det mægtige bål, hvor flammerne stod langt op med den aften- og nattemørke himmel, kunne ses viden om, så fra mange kilometers omkreds strømmede folk til Trustrup. Politiet var selvfølgelig også mødt talstærkt frem, men alligevel havde man besvær med at holde folk væk fra afspærringerne. Det var ikke ufarligt at opholde sig for tæt på, for gang på gang styrtede dele af taget og murene ned på gaden, og når et loft eller en skillemur faldt ned i flammehavet, sendte det en regn af gnister ud til alle sider.

Efterhånden som timerne skred frem, stod det klart, at hele gæstgivergården var flammernes sikre bytte, og det tyndede efterhånden ud i menneskemængden. Men hen på morgenstunden var der dog samlet en del endnu. Man var ikke tryg ved situationen, for der lå jo flere huse i nærheden, og man var ikke sikker på, om ilden kunne begrænses til gæstgivergården alene. Vinden var ikke særlig kraftig, og til al held kom den fra sydøst og bar væk fra byen. Men der var to udsatte bygninger i vindretningen, nemlig Jernbanestationen og Trustrup Købmandsgaard. Disse to bygninger var hele tiden truet, og med håndsprøjter øste man gennem flere timer vand på de mest udsatte steder, for heden fra det enorme flammehav sendte hele tiden en regn af gnister over mod de to bygninger.

Brandårsagen kendte man den aften og i dagene derefter ikke, og der er ikke lykkedes mig at finde noget om brandårsagen. Man gættede dengang på kortslutning eller uforsigtighed med et henkastet cigarskod, og endelig kunne branden da også være påsat. Brandskaden var selvsagt alvorlig. Bygningerne var forsikret for kr. 61.000,00, og løsøret var forsikret for kl. 40.000,00. Selv om de to beløb i dag ikke lyder af meget, så var det dog mange penge i 1939, men sikkert ikke nok til en genopbygning og til anskaffelse af nyt inventar. Tilbage stod kun den tilbygning, som Jens Christian Kjeld Jensen byggede i begyndelsen af århundrede, og som står der endnu som Stationsgade 17. Hele lageret og alt indbo, med undtagelse af Carl Elmelunds private møbler, gik op i luer. Personalet mistede alt, og da personale dengang ofte ikke havde forsikret eller alt for lavt forsikret, så har de helt sikkert lidt et stort tab. En af servitricerne mistede et for hende ret stort kontant beløb, kr. 250,00, og det har hun helt sikkert ikke fået erstattet af nogen forsikring.

Trustrup havde på en aften og nat mistet sit samlingssted, hvor der blev afholdt møder, fester og baller. Et sådant aktiv skulle genopbygges, men skulle Carl Elmelund bygge igen på brandtomten, eller skulle han bygge et andet sted ? Han valgte det sidste, og i 1940 solgte han grunden, hvor gæstgivergården havde ligget, til Elselskabet ARKE i Aarhus, som derefter byggede værksteder og garager og indrettede lagerplads til elmaster. Den tilbageværende del af gæstgivergården blev indrettet til funktionærbolig i stueetagen og en lejlighed til udlejning på første salen.



"Gæstgivergården" blev genopbygget, men nu oppe ved hovedvejen Grenaa-Aarhus, hvor den blev indviet i 1941 som Trustrup Hotel. På grunden, hvor hotellet blev bygget, havde der tidligere været et cementstøberi.