|
|
Trustrup Station Rangerhest på Trustrup Station Post diligence mellem Ebeltoft og Trustrup Landpostbude i Trustrup Billeder fra Trustrup Station 1995 |
Trustrup Station  Personale på Trustrup station. Fra venstre: 1. Peter Andreasen, rangermand med hest 2. Trafikelev ???? 3. Aksel Christensen, ekstraarbejder 4. Hans Pedersen, ekstraarbejder 5. Ellen Helweg, kontorassistent 6. Jens Sørensen, portør 7. Trafikassistent ??? 8. Trafikassistent ??? 9. Ericsson, stationsforstander Der mangler 2 på billedet, nemlig: Karl M. Pedersen, ekstraarbejder, og Børge Buch, ekstraarbejder. Biledets datering kendes ikke, men er formentlig fra sidste halvdel af 1940´erne. Tanken om en jernbaneforbindelse mellem Randers og Grenaa var allerede fremme i slutningen af 1860´erne. I september 1869 afholdtes et møde herom i Grenaa. Der blev nedsat et 7-mands udvalg bestående af 2 medlemmer fra Nørre Herred, 2 fra Sønder Herred og 3 fra Grenaa by. Dette udvalg skulle virke for sagens fremme. Der var stemning for banen, men fra nogle sider hævdedes det, at en ny og bedre havn i Grenaa var det allerførste og mest nødvendige at få ordnet. Når først havnen var der, så skulle banen nok følge efter. Men i juni 1870 afholdtes et møde i Randers om jernbaneforbindelsen til Grenaa. Der blev nedsat en komité på 9 mænd fra hele amtet. Fra Nørre Herred valgtes proprietær Carøe, Skærvad, fra Sønder Herred Kammerråd Westergaard, Lykkesholm og fra Grenaa by apoteker Hoffmeyer, Grenaa. Godsejer J. P. S. Estrup, Skafføgaard, den senere konseilspræsident, blev formand for komiteen. I 1872 indsendte Randers byråd, Grenaa byråd og Randers amt i forening et andragende til Rigsdagen om "Koncession på Anlæg og Drift af en Bane fra Grenaa til Randers". Allerede fra starten af var der forskellige meninger om, hvor linieføringen skulle gå. Udgangspunkt og endepunkt var fastlagt - nemlig Randers og Grenaa. Først talte man om en linie fra Randers over Clausholm, Krogsbæk, Thorsager, Kolind, Albøge, Lyngby til Grenaa. Derefter om en linie fra Randers "langs det flade terræn syd for Randers fjord og Grund fjord omtrent til Allingaabro, derfra i sydøstlig retning forbi Gl. Estrup og Skafføgaard til Thorsager, Kolind og sønden om den store indsø Kolindsund til Trustrup og Grenaa". Den endelige linieføring blev fra Randers over Uggelhuse, Allingaabro, Auning, Pindstrup, Ryomgaard, Koed, Kolind, Trustrup til Grenaa. En 3-mands bestyrelse blev valgt til at foretage det videre fornødne i forbindelse med banens anlæggelse: finansieringen, ingeniører, overenskomster med entreprenører m.m. Valgt til denne bestyrelse blev: godsejer J. P. S. Estrup, Skafføgaard, Statsråd Kampmann, Randers og hofjægermester Mourier-Petersen, Rugaard. I 1874 begyndte anlæggelsen af privatbanen Randers-Grenaa, og i sommeren 1876 var hele anlægget færdigt. Indvielsen fandt sted torsdag den 24. august 1876 med festivitas og taler ved alle stationer på hele strækningen. Fra fleres sider var der også interesse for at etablere en jernbaneforbindelse fra Aarhus til Grenaa, og i 1877 kom så linien Aarhus-Ryomgaard - også som privatbane. Det kneb imidlertid med en rentabel drift af begge baner, og i 1881 overtog Staten så hele den østjydske bane. Med oprettelsen af de to djurslandske jernbaner fra Randers og Aarhus til Grenaa blev der fra flere sider arbejdet på at oprette tilstødende sidelinier til den nye jernbane. Således ville Ebeltoft også gerne have en jernbane til byen, da man mente der var behov for en sådan. I 1874 nedsattes et udvalg, som havde planer om en linie fra Ebeltoft til Ryomgaard, Mørke eller Thorsager. Det arbejdede man åbenbart på i mange år, for først i 1898 ændredes linieføringen, og den 10. oktober 1898 blev der endelig givet koncession på Ebeltoft-Trustrup Jernbane, og arbejdet med anlæggelsen blev påbegyndt året efter. Banen blev færdig i 1900, og man begyndte med det samme med godstransport. Den officielle indvielse fandt først sted den 26. marts 1901, og da kom passagertransporten også i gang. I 1907 søgte banen om tilladelse til at føre enkelte persontog igennem fra Trustrup til Grenaa, men dette lykkedes først i 1924. Ebeltoft-Trustrup Jernbanes første lokomotiv kom til Trustrup og skulle derefter transporteres på en blokvogn ad landevejen til Ebeltoft. Grunden var den, at man var begyndt anlæggelsen af banen fra både Ebeltoft og Trustrup, og i Ebeltoft skulle man bruge lokomotivet som trækkraft ved transport af materialer til banelinien. Der var 16 spand heste foran blokvognen til at trække den. Da man kom til Tirstrup og skulle dreje mod Ebeltoft, gik det galt med at dreje. Det blev til et ophold, som varede i tre dage, inden transporten kunne fortsætte. Tirstrup Kro lå jo lige ved siden af - så måske derfor. Ebeltoft-Trustrup Jernbane forblev en privatbane. Det kneb ofte med økonomien, og især fra 1950 gav banen et stadig større underskud. Da statstilskuddet efterhånden blev nedtrappet helt, så man ingen anden udvej end at stoppe driften. Den 31. marts 1968 kørte det sidste tog. Billeder og tekst af Willy Helbo |
Rangerhest på Trustrup Station  Peter Andreasen, Trustrup, med sin hest i gang med rangering af banevogne på Trustrup Station. Billedets datering kendes ikke, men det er formentlig fra sidste halvdel af 1940´erne eller begyndelsen fa 1950´erne. Der var engang, da der virkelig var megen trafik på jernbanestationerne. Det var dengang, der blev fragtet meget gods og mange varer med togene fra den ene ende af landet til den anden. Der blev fragtet sten, grus og kalk, korn og foderstoffer, kul og koks, varer til købmænd og brugsforeninger, levende dyr såsom heste, køer og svin til de store eksportmarkeder, sukkerroer og kartofler til henholdsvis sukker fabrikkerne og kartoffelmelsfabrikkerne, o.m.m.  På baneterrænet foran stationerne kunne der samles rigtig mange godsvogne. Disse godsvogne skulle der rangeres rundt med. Ankomne tomme vogne skulle rangeres til side, indtil de skulle læsses, ankomne fuldt læssede vogne skulle rangeres hen til læsseramperne for at tømmes for indhold, tomme vogne rangeres til de samme ramper for at blive læsset, for derefter at blive rangeret andet steds hen på terrænet, så de var klare til at blive kørt bort af de dengang brugte damplokomotiver. Der var hele tiden aktivitet på stationerne dengang. I stedet for at have en rangermaskine på hver station, så var det mere økonomisk for DSB at ansætte en landmand med en rangerhest til at rangere rundt med de mange banevogne på baneterrænet. Det var et hyggeligt islæt i denne teknologiens og dampmaskinernes verden at se en stor bred jydsk eller belgisk hest gå stille og roligt rundt på baneterrænet og trække de store, tunge banevogne efter sig. I Trustrup, hvor der også var megen godstrafik, brugte man også rangerhest. Rangerhestens arbejde her begyndte i 1900, samme år som Ebeltoft-Trustrup Jernbane åbnede. Da blev trafikken stærkt forøget med de mange banevogne, som kom med kalksten fra Balle til kalkværket i Trustrup og til transport andre steder hen. Det var vognmand Anton Andreasen, Trustrup, der begyndte med rangerhesten på Trustrup station. Han forsatte med dette arbejde helt frem til 1931, da hans søn, Peter Andreasen overtog hvervet. Peter Andreasen og hans hest rangerede med banevogne frem til 1956. Da var der ikke mere brug for en rangerhest i Trustrup på grund af dalende trafik - en tendens, som viste sig over hele landet.  I 57 år havde kun to mænd hvervet med at stille på Trustrup station med en rangerhest - men det var mange heste, som i de 57 år måtte trække rundt med de tunge banevogne. I begyndelsen af perioden lastede en banevogn 6 tons, men til sidst lastede en vogn 40 tons. Det var et hårdt arbejde for en hest, og en rangerhest holdt da også kun to år i gennemsnit, så det har været mellem 25 og 30 heste, der i de 57 år har rangeret med banevogne på Trustrup station. Hestene lærte hurtigt at få en stor banevogn i drift. Når trækkæderne strammedes stod hesten stille et kort øjeblik, hvorefter den lænede sig frem på alle fire ben. Ganske roligt og gelinde fik den vognen i gang, og når hjulene først rullede på skinnerne, var det en nem sag for hesten at trække banevognen. Mand og hest skulle møde på stationen hverdage kl. 7.00-9.00, 11.00-13.00 og 15.00-17.00 samt hver søndag formiddag til rangering af vogne med kreaturer til Aarhus. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 var der særlig megen trafik på Trustrup station. Da kom der mange tyske transporttog med materialer til Tirstrup flyveplads, som blev anlagt af besættelsesmagten, bl.a. kom der mange tog med cement fra Holland. Foruden de tyske transporttog og den efter forholdene normale togtrafik kom der også tre særtog om dagen med sten fra Balle, så der var livlig trafik på stationen. Numrene på de mange godsvogne skulle noteres ned i nogle dertil indrettede bøger. Hver gang en af stationens personale dengang under den tyske besættelse skulle ud på pladsen for at notere vognnumre, havde han altid en tysk vagtpost med skarpladt gevær lige i hælene på sig. Vagten skulle holde opsyn med, at banearbejderen kun noterede numre ned, og at han ikke også lavede "numre" ved togtransporten. Der var et ret stort personale på Trustrup station. Det bestod af stationsforstander, 2-3 trafikekspedienter, kontorassistent (hovedsagelig postvæsnets arbejde, men ansat af DSB), fire mand ude på pladsen (heraf den ene fast i pakhuset) foruden de forskellige afløsere. Det er alt sammen fortid nu. Baneterrænet foran Trustrup station, som engang var fuld af aktivitet, ligger nu øde hen. Den atmosfære, der var over stedet, da de store damplokomotiver prustende og stønnende ankom og afgik med de lange vognstammer, findes ikke mere. Nu er trafikken begrænset til det lille røde tog med kun to vogne, som kommer ad spor 1 med nogle få passagerer. Nogle gange suser et godstog med 10-15 vogne igennem som gennemgående trafik fra Grenaa til Aarhus. Det meste af godstransporten er for længst overtaget af landevejene´s store "lokomotiver" - lastbilerne. Billeder og tekst af Willy Helbo |
Post diligence mellem Ebeltoft og Trustrup  Billeder udlånt af Willy Helbo |
Landpostbude i Trustrup - Mangler billede - Billedet her er fra ca. 1923 og viser seks landpostbude foran Trustrup station og posthus, parate til at køre ud for at fordele den ankomne post til beboerne på deres respektive ruter. Der har tilsyneladende ikke været alverden af post dengang, eller også var det blot en "uheldig" dag, fotografen havde valgt at komme. De seks landpostbude er fra venstre: Kristian Jensen, kørte på Obdrupruten, Anker Petersen, kørte på Lyngbyruten, Otto Hansen, kørte på Attrupruten, Sofus Rønde, kørte på Lyngdalruten, Peter Petersen, kørte Allelevruten, og Rasmus Sørensen, som med hesten Klaus var kørende post fra Trustrup til Tirstrup, hvorfra han som cyklende landpostbud kørte på Søholtruten. Anker Petersen havde tidligere været kørende post Trustrup-Tirstrup, i det han, da han blev ansat ved postvæsenet den 1. november 1921, afløste sin fader på denne rute. Den 1. juni 1922 overtog han Lyngbyruten, og Rasmus Sørensen blev i stedet kørende post til Tirstrup. Rasmus Sørensen havde indtil da været reservepostbud i Aalsø. Hesten Klaus var lidt af et stædigt bæst. Dyr, og især heste, kan godt få nogle vaner, som de ikke er til at få ud af igen. Således også Klaus. Den havde fået den vane, at den ikke ville forlade den hjemlige gårdsplads om morgenen, før Rasmus Sørensens hustru, Jensine, havde været fremme i sovekammervinduet med et stykke sukker til den. Først da dette var sket, var Klaus klar til at begynde på dagens arbejde. At være kørende post fra Trustrup til Tirstrup var ensbetydende med en lang dags arbejde. Rasmus Sørensen kørte hver morgen fra Trustrup så tidligt, at han kunne være i Tirstrup til kl. 8.00. Derefter skulle han pakke posten sammen til ruten, som han kørte igennem på cykel. Klaus stod imens i en lun stald hele dagen. Først omkring kl. 18.00 var Rasmus Sørensen og Klaus hjemme i Trustrup. Omkring 1936-37 blev den kørende postrute Trustrup-Tirstrup nedlagt, og Rasmus Sørensen fortsatte som cyklende landpostbud i Tirstrup. I 1938 byttede han og Kristian Jensen postruter, således at Rasmus Sørensen fik Obdrupruten og Kristian Jensen flyttede med sin familie til Tirstrup, hvor han så kom til at køre på Søholtruten. Det cyklende landpostbud eksisterer der ikke mage af mere. I midten af 1960´erne begyndte landpostbudet at stå af cyklen for at sætte sig ind i en bil og på en mere behagelig måde kunne bringe posten ud til beboerne på postruterne. Nu kører langt de fleste landpostbude i bil - en forbedring af hans arbejdsforhold, som dog var længe undervejs. Tekst af Willy Helbo |
|
Trustrup Station 1995 |
