Gårdbrande i Lyngby

Af Willy Helbo.

I gamle dage da landsbyernes gårde og huse var bygget i bindingsværk og stråtage, og da de samtidig lå tæt bygget op ad hinanden, mange gårde endog sammenbyggede, var det en katastrofe, hvis der gik ild i bare et enkelt hus. I sådan et tilfælde skete det oftest, at branden bredte sig til flere huse og gårde, ja, i mange tilfælde skete dette, at hele landsbyer blev lagt fuldstændig i ruiner. Når så dertil kom, at datidens brandberedskab slet ikke stod mål med nutidens, så kunne det jo kun gå helt galt, når den røde hane galede.

Den 17. februar 1822 brændte hele den østlige ende af Albøge. Ilden opstod omkring kl. 19,00 om aftenen, og 3-4 gårde og flere huse samt landsbyens dengang kun fem år gamle skole nedbrændte til grunden. Tredje pinsedag den 31. maj 1887 lige over middag udbrød der brand i en gård i Enslev, og næsten hele landsbyen nedbrændte. Skolen, lærerens bolig, byens smedje og et par teglhængte huse undgik at blive flammernes bytte. Natten mellem den 22. og 23. juli 1887 nedbrændte tre gårde i Kni. Årsagen til brandene i disse tre landsbyer er ukendt. Den 16. august 1887 udbrød der omkring kl. 14,00 brand i Homaa, og hele den vestlige ende af landsbyen nedbrændte - 2-3 gårde og flere huse. Denne brand blev dog opklaret, da en 12-årig hjorddreng langt om længe tilstod at have leget med tændstikker.

I Tidsskrifterne “Søren Kanne” for maj 1999 og “Sydkommunen” for august 1999 har jeg læst en artikel, som er enslydende i begge skrifter og handler om Lyngbygård Plejehjem. Forfatteren fortæller, at “i starten af dette århundrede (altså 1900-tallet) lå der en gård på grunden. Gården lå op mod vejkrydset. Der var i starten af århundredet en del gårdbrande i Lyngby, og det ramte også denne gård”. Den i citatet nævnte placering af gården og om gårdbrandene i Lyngby i begyndelsen af 1900-tallet er ikke helt rigtige, Vi skal længere tilbage i tiden, nemlig til året 1864 - det år, som var et skæbneår for Danmark. Hele Jylland var besat af prøjsiske og østrigske tropper, og ved fredsslutningen i slutningen af nævnte år mistede vi hele Slesvig og Holsten helt op til Kongeåen til Prøjsen. Men 1864 var også på anden måde mere mørkt for landsbyen Lyngby og dens beboere, idet der først på året udbrød flere gårdbrande i byen. Det handler det følgende om.

Tirsdag den 19. januar 1864 mellem kl. 22,00 og 23,00 om aftenen udbrød der brand i Lyngby Præstegårds ladebygning, og ilden bredte sig til de to andre udbygninger, og alle tre bygninger brændte ned til grunden. Nogle får og lænkehunden indebrændte. Præstegårdens bolig og de tilstødende seminariebygninger slap uskadte.

To dage efter, torsdag den 21. januar 1864, kl. 19,00, “blev der ved ridende bud til brandchefen” i Grenaa, at der igen var udbrudt brand i Lyngby. Det var denne gang to gårde midt i byen der brændte. J. P. Høyers gård og nabogården mod vest, Rasmus Keisers gård, nedbrændte til grunden. Hen på morgenen fredag den 22. januar udbrød nattens tredje ildebrand, denne gang hos sognefogeden i den vestlige ende af byen. Det fremgår ikke af Grenaa Avis, som er min kilde til denne artikel, hvad sognefogeden hed, men det har uden tvivl været Julius Christensen, da jeg ved, at han var sognefoged i Lyngby i 1864.

J. P. Høyer ejede også Lyngby Mølle og proprietærgården Frederiksdal, hvor han boede. Hans gård inde i Lyngby var det nuværende Lyngbygård Plejehjem. Både denne gård og Rasmus Keisers gård lå før branden helt oppe ved vejen gennem byen, som er den gamle Aarhus-Grenaa landevej. Ved genopbygningen blev begge gårde trukket tilbage fra vejen. Høyers gård blev bygget med stuehuset i nord, lade mod vest og stald mod øst. I 1884 mageskifter J. P. Høyers enke, Pouline Høyer gården med gårdmand i Saldrup, Peter Jensen Nymann. I 1893 flytter Peter Nymann gården ud på marken mod Fladstrup, og bygningerne inde i Lyngby blev solgt til bestyrelsen for Lyngby private Realskole. Realskolen eksisterede kun til 1897, da den så blev solgt til Nordahl Petersen, Dalbyover. Han oprettede derefter Lyngby Højskole, senere ændret til Djurslands Husmandsskole. I 1948 flyttede den til Kalø og blev til Kalø Landboskole og Sproghøjskole, og her eksisterer den endnu i bedste velgående.

Tilbage til gårdbrandene i Lyngby i 1864. Efter den sidste brand i sognefogedens gård den 22. januar om morgenen var man klar over, at det måtte være en pyroman, som var på spil, og angsten bredte sig over hele byen og omegnen. Hvornår slog han til igen? En mand bliver anholdt som mistænkt for at være pyromanen. Man har sikkert manglet beviser mod den anholdte, for i Grenaa Avis for den 5. februar 1864 udlovede herredsfogeden i Grenaa, G. Nyeborg en dusør på indtil 300 rigsdaler for oplysninger, der kan lede til opklaringen af brandene i januar 1864.

Det har sikkert ikke givet resultat med den udlovede dusør, for det skete igen, men der var dog ro til den 29. marts 1864. Om aftenen mellem kl. 22,00 og 23,00 udbrød der brand i Niels Kolinds hus, og det bredte sig til tre tilstødende huse. Alle huse nedbrændte til grunden. Senere samme aften udbrød der brand i gårdejer S. Nielsens gård i den vestlige ende af byen. Gården blev hurtigt omspændt af flammer, og den nedbrændte til grunden.

Denne gang kommer Grenaa Avis med en kommentar i forbindelse med referatet af de mange brande i Lyngby. Avisen skriver: “At der er ondskab med i spillet, må nu vist anses for utvivlsom, og det er at håbe, at en kraftig og gennemgribende undersøgelse denne gang må finde misdæderen, for at ikke den ulykkelige by ganske skal falde for hans sorte hånd”. Det blev aldrig opklaret hvordan og hvorledes disse brande opstod. Det er forståeligt, at beboerne i Lyngby var angste og nervøse. De havde deres tvivl og tro, og i mange år derefter når nogen ville snakke om brandene, sagde de ikke rigtig noget - det var som om de var bange for at røbe noget.

Som nævnt kunne datidens brandberedskab ikke stå mål med nutidens. Når der skulle ridende bud til brandchefen i Grenaa, og han skulle have sit mandskab kaldt sammen, og inden man fik hestene spændt for de hestetrukne sprøjter, og selv man skamred og skamkørte hestene, så varede det alligevel timer, inden sprøjterne nåede frem til brandstedet. Det hele var jo næsten brændt ned til grunden inden da.

Men i det hele taget at sprøjterne fra Grenaa skulle ud af byen så mange gange skabte utilfredshed hos nogle borgere i Grenaa. Det blev til nogle læserbreve i Grenaa Avis. De følgende afskrifter af disse læserbreve gengives her i nutidig sprogbrug, da datidens retskrivning var noget anderledes. Det første var i Grenaa Avis fredag den 1. april 1864:

“Da kommunens to sprøjter nu i et kort tidsrum to gange har været afgivet til ildebrande cirka to mil fra købstaden og den ene gang i omtrent et helt døgn, så tillader vi os at spørge, om det er overensstemmende med hvad loven byder, at af tre sprøjter i kommunen kan de to således sendes bort med mandskab i en afstand, hvorfra det vil tage mindst fire timer at komme tilbage. Vi finder det uforsvarligt således at bortslæbe byens brandredskaber, og ligeså uforsvarligt at brandkaptajnen kan være berettiget til at rekvirere en del af byens borgere ud på landet for at betjene sprøjterne og udrette sjoverarbejde. Er sprøjterne først kommet på brandstedet, da bliver de nok betjente, og da kaptajnen jo altid har stor lyst til at komme i embedsvirksomhed, så vil han jo nok også følge med og med hans egen iver og virksomhed sørge for, at sprøjterne bliver godt anvendte. Skulle det derimod ikke være pligten, men lysten, som driver hr. kaptajnen så langt bort til ildebrand, så lad ham kun selv rejse, men for egen regning. Vi skal intet have imod, at han viser sig med sine velfortjente epauletter i en så vid omkreds, som han selv lyster. y - z”

Det kan ikke påstås at være et pænt læserbrev - og så oven i købet anonymt. Man må håbe, at i hvert fald avisen ved, hvem indsenderne er. Men de får da også svar - først fra tre gårdmænd i Lyngby fredag den 8. april 1864:

“I den senere tid har Lyngby ved Grenaa som bekendt været sørgeligt hjemsøgt af mange ildebrande. Midt i ulykken har det imidlertid været en stor trøst, at byens folk ikke stod ene men fik virksom hjælp af udenbys folk, endog af flere der var langvejs fra, - en hjælp der ikke alene vistes, medens det gjaldt om at holde luerne borte fra gård og gods men også bagefter, da det kom an på at skaffe de mange stakkels brandlidte det mest nødtørftige af livets første fornødenheder.

For den hjælp som i trængselens tid er blevet ydet os af så mange udenfor vor by, for den varme medfølelse der i det hele taget har lagt sig for dagen i ord og gerning, nærer vi den oprigtigste taknemlighed.

Det kan måske synes overflødigt offentlig at udtale sig sådan, da enhver i forvejen véd, at vi virkelig er taknemlige. Alligevel føler vi os stærkt opfordrede til en sådan udtalelse, fordi der i Grenaa Avis den 1. april er fremsat en forespørgsel af “y-z”, som åbenbart er ugunstig stemt for, at hr. kaptajn Starch og det brave mandskab fra Grenaa gentagne gange med brandrekvisiter har mødt op som vore hjælpere.

Skønt vi er lige taknemlig mod alle, der kom os til hjælp, fordi ingen kom som ledig tilskuer, men enhver udrettede med mod, ufortrødenhed og anstrengelse hvad der stod i hans magt, for at så få som muligt skulle blive husvilde og nøgne, så bevæger ovennævnte forespørgsel os til særlig at rette vor tak til hr. kaptajn Starch og hans medfølgende mandskab, netop fordi vi mener, at forespørgslen slet ikke stemmer med den tak hr. kaptajnen og hans mandskab har fuldt krav på.

Vi overlader naturligvis til de lovkyndige at besvare den egentlige forespørgsel. Dog tror vi, at vi tør påstå, at selv om lovens bogstav er stik imod, at Grenaa Sprøjter kom os til hjælp, så villighed og menneskekærlighed lige så meget, - ja, nok så meget for retmæssigheden i at det skete. For øvrigt mener vi os forvisset om, at hr. kaptajn Starch mødte både af lyst til kærlig hjælpsomhed og ifølge ordre fra højere vedkommende. Ligeledes trøster vi os med den sikre formodning, at højest én af hundrede kan have ondt af, at hr. kaptajnens “iver og virksomhed” kom os til gode, og vi ved det, fordi var vidner til, at Grenaa Sprøjter bidrog væsentlig til (på det sidste brandsted, S. Nielsens gård), at tre nærliggende gårde og flere huse blev reddet fra at blive luernes bytte.

Skønt hr. kaptajnens epauletter (= skulderprydelser på uniformsjakke) slet ikke spillede nogen rolle ved ildebrandene, da de slet ikke blev båret, så skal vi dog ej skjule vor mening om epauletterne, især da “y-z” har ment det passende at omtale dem i forespørgslen.

Enhver der har lyst, kan for os gerne misunde hr. kaptajnen de epauletter, Majestæten har skænket ham. Vi under ham gerne disse distinktioner, for netop vi har midt imellem brændende halmtage haft lejlighed til at anerkende hans snarrådighed og åndsnærværelse. Netop hos os er det i disse for os så sørgelige dage godtgjort, at hr. kaptajn Starch er sin plads voksen, og at det hverken er kjole eller epauletter, der gør manden, men at han uden skam kan vise sig med dem “i så vid en omkreds, som han lyster”.

Lyngby, den 6. april 1864.
Niels Jørgen Hansen S. Jensen Post R. Skaarup
gårdmænd i Lyngby.”

Men også brandchefen R. W. Starch tog til genmæle overfor de anonyme læserbrevs- skribenter. I Grenaa Avis for lørdag den 9. april 1864 skrev han følgende svar på kritikken fra “y-z”:

“I anledning af den i “Grenaa Avis” af 1. april fremsatte forespørgsel om, hvorvidt det må anses overensstemmende med loven, at byens sprøjter sendes på landet i påkommende tilfælde af ildebrand, og om brandkaptajnen er berettiget til at tilsige byens borgere til at gøre tjeneste ved sprøjterne i sådanne tilfælde, henvises til § 32 i brandpolitilov for landet af 2. marts 1861, der lyder således:

“Sprøjten m. v., når brandalarm sker, henføres til ethvert sted, hvor ildebrand opstår, ikke blot i selve sognet eller kredsen, men også udenfor samme i en afstand af 1 mils vejlængde fra opbevaringsstedet. Så bør også sprøjten henføres til steder, der ligger udenfor den almindelig bestemte grænse, når der sker utrykkeligt forlangende derom fra vedkommende brandfoged eller politimester. Den i nærværende paragraf omhandlede forpligtelse gælder ikke blot, når ildebrand opstår på landet, men også når en sådan finder sted i en købstad, medens omvendt købstaden er pligtig i tilfælde af ildebrand på landet, at sende èn eller efter omstændighederne flere sprøjter med fornødent mandskab til hjælp.” idet jeg må tilføje, at sprøjterne i intet tilfælde af mig er afsendt til assistance ved indtruffen ildebrand på landet uden efter politimesterens udtrykkelige forlangende.

Grenaa, den 7. april 1864.
R. W. Starch.”

Som man vil kunne forstå, så har året 1864 været et ret så turbulent år med så mange gårdbrande og husbrande. Dertil kommer også at senere samme år kom de prøjsiske og østrigske tropper op gennem Jylland, også på Djursland. De forlangte indkvartering og fuld forplejning, som de jydske bønder måtte levere til dem. Det har været meget svært for Lyngby i 1864.