Urmageren i Albøge Tekst

"Halvfems" Midtvejs mellem Albøge og Lyngby på den sydlige side af vejen er der et sted, som i tidligere tider blev kaldet "Halvfems". Oprindelig lå der et enligt hus på stedet, og det var egentlig huset, der havde fået dette navn. Det er blevet fortalt, at det var seminaristerne fra Lyngby Seminarium, der havde givet huset navnet "Halvfems". Når seminaristerne om aftenen eller en søndag eftermiddag gik en tur mod Albøge, skulle de "ud og vende ved Halvfems". Nu er huset for længst borte. Kun nogle gamle forkrøblede frugttræer og nogle enkelte murbrokker mellem træerne vidner om, at der har ligget et hus der. Men efter at huset forsvandt, har stedet beholdt sit særprægede navn. I dag er der vist ikke mange mennesker i Albøge og Lyngby, der ved hvor "Halvfems" ligger. Da huset eksisterede, var det den eneste bebyggelse mellem Albøge og Lyngby. I dag ligger der tre gårde på stribe derude, men de er først blevet bygget i dette århundrede - flyttet ud inde fra Albøge. Hyrdedrengene Markerne ude ved "Halvfems" tilhørte flere gårde inde i Albøge, og herude gik hyrdedrengene (hjorddrengene) og vogtede køer sidst på sommeren og om efteråret. På den tid af året gik køerne i løsdrift, og hyrdedrengene skulle passe på, at køerne ikke kom ind på naboens mark. Indtil høsten var overstået, var køerne tøjrede, for at de ikke skulle rende ind i kornmarkerne og ødelægge kornet, der dengang ikke gav så mange fold, som kornet gør i vor mere moderne og teknologiske tid. Hyrdedrengene var oftest børn af fattige indsiddere og husmænd. De kom meget tidligt ud at tjene, fordi forældrene ikke havde råd til at have dem hjemme. Det kunne være et strengt liv for sådan en lille gut. De skulle meget tidligt op om morgenen for at hjælpe til i stalden, og ofte omkring ved sekstiden skulle de afsted med køerne, der skulle på græs.
Tiden derude på marken kunne ofte være lang for en hyrdedreng, medens han vogtede dyrene. Mange fandt dog på et eller andet at tage sig til, når køerne lå og tyggede drøv. Mange hyrdedrenge blev f.eks. helt ferme til træskærerarbejde. De drenge, som vogtede køer ude i Albøge enge, brugte også ofte tiden til at fange fisk i åen eller ude i Kolindsund. Før udtørringen strakte Kolindsund sig helt ind til Albøge enge, ja, meget længere tilbage i tiden endda helt ind syd om Albøge og ind mod Lyngby. Hyrdedrengene var ikke udstyret med et lommeur, så de kunne vide hvornår de skulle drive køerne hjem til gården. Derimod havde de en solring, og ved hjælp af denne kunne de se, når det var ved den tid, køerne skulle hjem. En solring var et solur i miniformat, ca. 10 cm i diameter. Betingelsen for at bruge den var selvfølgelig, at solen skinnede. Det har været et problem for hyrdedrengene på en regnvejrsdag. De hyrdedrenge, som gik i markerne syd, sydøst og sydvest for Albøge behøvede ingen solring. De havde fundet ud af, at de kunne bruge tårnet i Albøge kirke til at se, hvad klokken var. De kunne på skyggerne i tårnets klanghuller se, hvornår klokken var både 10. 11 og 12. Betingelsen var selvfølgelig også her, at solen skinnede. Disse drenge forstod at bruge astronomien i deres dagligdag, skønt de vel intet havde lært om denne videnskab. Man lærte at bruge de midler, naturen selv gav dem i hænde.		Solring Solring, som hyrdedrengen brugte. Den bestod af en bred metalring med en smallere ring, som ligger uden på en fals, og som er forsynet med et lille hul. På ydersiden af den brede ring er de tolv måneders forbogstaver angivet, og på modsatte inderside er nogle tal. Den smalle ring er forskydelig, og det lille hun anbringes ud for månedens bogstav. Når ringen holdes lodret i en snor, vil solen skinne gennem det lille hul, og dens lys vil da falde på et af tallene og angive det omtrentlige klokkeslet.
Jens Severin Nielsen Havmøller Engang i 1835 og de nærmest følgende år gik der ude på "Halvfems" en lille hyrdedreng og vogtede køer. Drengen var lille og spinkel af bygning. Kræfter havde han ikke for mange af, og han havde en skæv ryg. Rygskaden skal være opstået ved, at han som spæd "faldt over" på grund af, at en barnepige glemte at støtte ham i ryggen, da hun bar ham på armen. Drengen kunne derfor kun bruges til at vogte køer. Hvad denne dreng manglede i den legemlige fysik, havde han så i klogskab og snilde. Han behøvede ikke at bruge en solring eller Albøges kirketårn for at finde ud af, hvad klokken var. Han interesserede sig for teknologi; og medens han gik derude på "Halvfems", fandt han ud af at bygge sit eget ur. Urkassen skal have været nogle sammentømrede bræddestumper. Alle tandhjulene, skar han omhyggeligt ud i meget stift læder med sin kniv. Pendulet har været en pind, hvori der var bundet en sten, og lodderne var også sten, der bundet i snore havde den rigtige vægt. Hvad han havde brugt som urskive og urvisere, ved man ikke. Da uret var færdigt, hængte han det på et træ, og det virkede, så han kunne følge med tiden og vide, hvornår han skulle hjem med køerne. Drengen hed Jens Severin Nielsen Havmøller. Det ur, han her byggede medens han vogtede køer, blev ikke det eneste ur, han kom til at bygge. Senere hen kom han til at bygge flere rigtige ure, og han blev en rit dygtig urmager i Albøge - den eneste urmager byen så vidt vides har haft. Ovenstående beretning om hans første ur har han flere år senere selv fortalt til sine børn, og de har fortalt det videre igen til deres børn. Beretningen er igen fortalt til mig af et af Jens Havmøllers børnebørn. Ud over at være urmager var han også en meget dygtig træskærer og -drejer. Dette har han sikkert lært hjemme hos faderen, der var bødker i Albøge. Der findes endnu her i 1985 - næsten 100 år efter hans død - mange smukke ting i træskærerarbejde rundt omkring hos hans børnebørn og oldebørn. Disse ting bliver der værnet om med pietetsfølelse, for dem har bedstefar og oldefar lavet. Af træarbejder, som endnu findes, kan bl.a. nævnes: Smykkeskrin, manglebrædter, hækledåser, alenstokke, spejle i udskårne trærammer, garnvinder, og denne artikel om urmageren i Albøge er blevet skrevet ved et skrivebord, som han lavede for mere end 100 år siden. Jens Severin Nielsen Havmøller blev født den 5. december 1826 i Albøge. Han var søn af bødker og husmand Niels Jensen Havmøller og hustru, Engel Marie Sørensdatter. Forældrene var blevet gift den 13. februar 1826 i Homaa, hvor Engel Marie var fra. Faderen var født i Albøge. De fik endnu en søn, Søren Nørlund Nielsen Havmøller, født den 10. november i 1828 i Albøge. Jens Havmøller har sikkert ikke haft en alt for god og tryg barndom. Hans moder, Engel Marie Sørensdatter, døde allerede den 21. maj 1831, kun 32 år gammel, og i resten af sin barndom havde Jens Havmøller hele tre stedmødre. Faderen, Niels Jensen Havmøller, giftede sig igen den 18. september 1831 med Ane Catrine Sørensdatter, Marienhoff. Hun døde den 29. maj 1833. Samme år den 8 december 1833 giftede han sig med Birthe Marie Larsdatter, Albøge; men hun døde efter kun 1½ måneds ægteskab den 20. januar 1834. Derefter giftede faderen sig for fjerde gang, og denne gang med Anne Thomasdatter fra Høbjerg. Niels Jensen Havmøller døde den 14. februar 1843 i Albøge, og enken, Anne Thomasdatter, giftede sig snart efter med tjenestekarl Hans Adamsen, Frederiksdal. Ifølge folketællingen 1845 boede Jens Havmøller dengang hjemme hos stedmoderen og hendes anden mand. Han var da 19 år gammel. Der er bevaret 20 års breve fra Jens Havmøllers hånd til hans ældste datter, Karen Marie. I et af disse breve, dateret den 9. december 1885, skriver han følgende: "... for 50 aar siden var jeg kuns et meget svagt Barn, men var jævnligt i S. Friises Gaard..." Her fortæller han selv, at han kom ud at tjene i 1835 endnu ikke fyldt 9 år. Den S. Friis, som han nævner i sit brev, er Søren Friis, men der var i 1835 to mænd af dette navn i Albøge: Søren Jensen Friis på gården "Friisenlund" sydøst for Albøge by og Søren Hansen Friis nede i den vestlige ende af Albøge by. Af disse to Søren Friis´er må det nu have været Søren Jensen Friis, som Jens Havmøller tjente som hyrdedreng, for hans jord stødte op til "Halvfems". Søren Hansen Friis var ikke gift endnu på dette tidspunkt, selv om han ganske vist blev dette i 1835 men først den 5. december - for øvrigt på Jens Havmøllers 9-års fødselsdag. Søren Hansen Friis og hans hustru, Maren Rasmusdatter Poulsen, blev senere Jens Havmøllers meget gode venner. Det er blevet fortalt, at Jens Havmøller som ung mand skal have taget ophold på Albøge Stoergaard hos John Jensen og dennes hustru, Ane Rasmusdatter Snedker. Dette må i så fald først have været efter 1845, for dette år kan vi som nævnt af folketællingen se, at han boede hjemme hos sin stedmoder og hendes anden mand. Men måske var det netop derfor, Jens Havmøller flyttede ind på Stoergaard. Det har sikkert også givet problemer at bo i et hjem, som egentlig ikke rigtig var hans hjem mere. John Jensen og Ane Rasmusdatter på Stoergaard kom også til at høre til Jens Havmøllers meget gode venner. Det har ikke været muligt at finde ud af, om Jens Havmøller har været i urmagerlære: Tilsyneladende har han også fra naturens hånd anlæg for teknisk snild, så det er måske den evne, han har udnyttet. Hvornår han rigtig har begyndt sin urmagervirksomhed, findes der heller ikke nogen egentlig dokumentation for. Men i 1848, da han var 21 år gammel, byggede han sit første standur. Dette standur eksisterer endnu, idet det står i post- og telegrafmuseet i købstadsmuseet "Den gamle By" i Aarhus. Hvorfor det så står netop i post- og telegrafmuseet og ikke i urmuseet skal forklares senere. Jens Havmøllers første standur er med et værk af messing og jern i en fyrretræskasse. Værket er samlet mellem to messingskiver, og det er med tre lodder og tre optræk til gangværk og to slagværker med tilhørende to klokker - en større og en mindre. Det har en rund malet jernskive med 2x12 timer afsat i fortsættelse af hinanden. Minutviserne bruger 60 minutter til en omdrejning. Værket er signeret med skønskrift således: Jens Nielsen Havmøller 1848/No.1. Kassen er af malet fyr og forneden en nyere profileret sokkel. Derover et fladt fodstykke med skrå sider. Midterpartiet er med en plan rektangulær dør. Hovedet er med en cirkulær glasdør og rundt afsluttet, således at det passer lige om skiven. Skiven er delt i en hvidmalet dag- og en blåmalet nat-del, begge med sorte romertal. Kassen er nu mørt egetræsmalet, derunder mahognimalet, og oprindeligt var den perlegrå. Den nyere sokkel er malet lysegrå. Dette hans første standur beholdt Jens Havmøller selv i sit eget hjem. Dan han og hans hustru var døde, arvede sønnen Christen Sinding Jensen Havmøller uret. Christen Havmøller var brevsamler og landpostbud i Harridslev nord for Randers. I 1926 skænkede han uret til postkontoret i Randers, hvor det formodentlig blev brugt. Den 24. februar 1953 blev det fra postkontoret i Randers gennem postmester Emborg, Aarhus, skænket som gave til "Den gamle By" i Aahrus. Derfor står det nu i post- og telegraf-museet og ikke i urmuseet. Urmager Jens Havmøllers første standur, bygget i 1848. Standuret står nu i post- og telegrafmuseet i Den gamle By, Aarhus (Foto, venligst stillet til rådighed af Den gamle By, Aarhus) Formentlig i slutningen af 1840´erne eller i begyndelsen af 1850´erne kom en pige til Albøge, og der er blevet fortalt, at hun kom i tjeneste hos John Jensen og Ane Rasmusdatter i Albøge Stoergaard. Pigen hed Kirsten Marie Christensdatter. Hun blev født den 27. juli 1829 i Stabrand og var datter af husmand og træskomand Christen Jensen Sinding og hustru, Karen Rasmusdatter. Kirsten Marie Christensdatter og Jens Havmøller blev forlovet, og den 24. maj 1854 blev de gift i Albøge kirke. Kirsten Marie og Jens Havmøller flyttede ind i hus oppe midt i Albøge, som Jens Havmøller havde købt et par år i forvejen. Huset havde matrikel nr. 36, og det lå mellem Albøges to købmandsbutikker. Selv om det var eet hus, så ejedes det dog af to personer. Jens Havmøller havde kun købt den ene halvdel af huset af den forrige ejer, Søren Jørgensen Smed. Den anden halvdel ejedes af en mand ved navn Rasmus Hansen. Jens Havmøller fik skøde på sin halvdel den 19. juni 1852. Flere år senere blev huset delt op i to matrikelnumre - 36a og 36b. Huset ligger endnu midt i Albøge by.
Det lave rødstenshus til venstre i billedet (ved brændestabelen og poppeltræet) købte urmager Jens Severin Nielsen Havmøller i 1852, og det forblev familiens hjem, indtil børnene efter forældrenes død solgte det i 1901.
Familien Havmøller Albøge ca. 1877

	1. Karen Marie Jensen Havmøller, Albøge 2. Christen Sinding Jensen Havmøller, Albøge 3. Karen Jensen Havmøller, Albøge 4. Niels Christian Jensen Havmøller, Albøge 5. Kirsten Marie Christensdatter, Albøge 6. Jens Severin Nielsen Havmøller, Albøge 7. Engel Marie Jensen Havmøller, Albøge
Her i deres hjem fik Kirsten Marie og Jens fem børn - tre døtre og to sønner: 1. Karen Marie Jensen Havmøller, født den 2. juli 1855. 2. Niels Christian Jensen Havmøller, født den 29. december 1856. 3. Christen Sinding Jensen Havmøller, født den 15. oktober 1858. 4. Engel Marie Jensen Havmøller, født den 15. oktober 1861. 5. Karen Jensen Havmøller, født den 21. november 1868. Kirsten Marie og Jens Havmøller levede en stille og rolig tilværelse i Albøge. Af hans efterladte breve kan man se, at de var religiøst indstillet. De kom sikkert ikke sammen med ret mange mennesker, men de havde alligevel en venneskare, bl.a. de to tidligere nævnte ægtepar. Men mange mennesker kom alligevel til deres dør. Dette skyldes ikke alene Jens Havmøllers arbejde med ure og træskærearbejde, men også hans evne til at snakke med andre. Hans visdom gjorde, at mange spurgte ham til råds om mange ting. Man lyttede til hans meninger - han blev hørt. Det er blevet fortalt, at Jens Havmøller skrev soldaterbreve for pigerne i Albøge under de to krige mod Tyskland 1848-50 og 1864. I de to krige var flere unge mænd fra Albøge sogn også indkaldt til tjeneste i forsvaret af Danmark mod tyskernes angreb. Når deres koner og kærester ville sende en hilsen hjemmefra til dem ved fronten fik de Jens Havmøller til at skrive brevene, hvis de ikke selv var i stand til at sætte brevene rigtigt sammen. Han skrev også mange breve til sine børn. Som allerede nævnt er alle hans breve - eller i hvert fald de fleste af dem - til hans ældste datter, Karen Marie, endnu bevaret, idet hun havde gemt dem til sin død. Heldigvis er der så andre i familien, der har været opmærksomme på, at disse breve skulle bevares for eftertiden. Desværre er det sådan, at gamle private breve ofte er blevet og bliver destruerede, fordi man mener, at indholdet ikke kommer andre ved. På den måde er meget historisk materiale gået tabt. Her er der gemt ca. 60 private brevet, som har både en biografisk og egnshistorisk interesse. De er skrevet i årene 1866-1886. Brevene fortæller også lidt om brevskriverens indstilling til mangt og meget. I sidste halvdel af 1886 begyndte Jens Havmøllers helbred at svigte, og i november 1886 var han meget syg. I december var han stadig syg og afkræftet, men han var dog i stand til at kunne snakke mere med familien og vennerne, når de kom og besøgte ham, end han havde kunnet tidligere under sin sygdom. Men tiden var alligevel ved at rinde ud for Jens Severin Nielsen Havmøller. Han døde den 9. januar 1887, godt en måned efter at han var blevet 60 år. Selv om han og Kirsten Marie havde levet i små kår, så havde de dog deres daglige udkomme, og de ville helst - så vidt det var dem muligt - betale enhver sit. Blev Jens Havmøller ikke rig på mammon, så efterlod han sig alligevel en rigdom - en rigdom af minder, som findes endnu næsten 100 år efter hans død. Der er først de mange breve; men der er også alle de mange smukke og skønne ting, han lavede ved sine hænders snilde, og som nu findes hos hans børnebørn, oldebørn og tipoldebørn. Udover standuret i "Den gamle By" i Aarhus finders der også noget i Djurslands Museum i Grenaa. Hans skrivebord, som denne artikel er blevet skrevet ved, skal også på museet i Grenaa. Kirsten Marie Christensdatter levede i endnu 13 år efter sin mands død, og hun blev boende i huset i Albøge. Den 25. marts 1900 døde hun i en alder af 70 år. Både Jens Havmøller og Kirsten Marie Christensdatter blev begravet på Albøge kirkegård lige ud for kirkens dør. Gravstedet er nu sløjfet, og deres gravsten står nu lige inden for den nordre kirkegårdslåge ved Albøge kirke. Året efter Kirsten Maries død, den 19. april 1901, solgte Kristen Havmøller og hans søskende huset i Albøge. Billeder herunder udleveret fra Djurslands museum, Grenaa:

Skindindbundet bog, trykt i 1762. Titel: Den himmelske Herligheds Betragtning eller Sjælens Opvækkelse. Udgivet af Axel Kierumgaard. Bogen er afleveret af Ejnar Villy Haumøller, Albøge. Den har tilhørt Engel Marie Jensen Haumøller, født 15. okt. 1861, hun fik bogen foræret af sin far på dennes dødsleje i 1886.

Garnvinde med vindepind, fremstillet af urmager Jens Nielsen Haumøller til en datterdatter: Esther Sørensen, Sognevej 12, Nødager. Garnvinden er afleveret til museet af Willy Helbo, Trustrup. Kilder: Beretninger fortalt af Jens Havmøllers barnebarn, Ove Friis, der igen har fået dem fortalt af sin moder, Karen Jensen Havmøller. Jens Havmøllers efterladte breve 1866-1886 til sin ældste datter, Karen Marie Jensen Havmøller. Købstadsmuseet "Den gamle By", Aarhus. Jens Lampe: Bidrag til Urmageriets Historie i Randers Amt Folketællingerne 1801, 1834, 1840 og 1845 for Albøge sogn. Skøde- og panteprotokollen for Albøge sogn.