|
|
|
I jul måned 1902
mistede indsidder Jens Petersen Sørensen af Lyngby Mark ved Grenaa
sit lille barn, der kun havde været sygt en enkelt dag. Det
oplystes, at barnet havde fået medicin fra en nærboende kvinde, den
59-årige Maren Jensen, gårdejer Christen Petersen Præsts hustru. Hun
havde ment, at barnet led af engelsk syge og havde givet forældrene
nogle hjemmelavede dråber, som hun mente nok måtte kunne hjælpe. Man foranstaltede nu en husundersøgelse hos den kloge Maren, hos hvem man fandt 41 flasker medicin samt en tysk lægebog, som hun plejede at rådføre sig med, når hun kurerede på folk. Hun erkendte, at hun havde udleveret medicin til barnet uden selv at have set den lille eller overbevist sig om, hvad den fejlede. I øvrigt påstod hun, at hun overvejende behandlede medlemmer af sin egen husstand, men dog også nu og da tog fremmede i kur, bl.a. for buldne fingre. Hun forlangte ingen betaling derfor, men havde en sparebøsse, hvori de pågældende kunne lægge penge til Indre Mission. Medicin blev sendt til sundhedskollegiet, som erklærede, at flaskerne indeholdt stoffer, som det var forbeholdt apotekerne at sælge. Nogle flasker indeholdt tillige arseniksyrling, stryknin og lignende giftstoffer i sådan mængde, at det ikke kunne anses for helt ufarligt. I henhold hertil blev Maren Jensen ved Grenaa købstads ekstraretsdom idømt en bøde af 400 kroner for kvaksalveri, ulovlig medikamenthandel og gifthandel. Overretten frifandt hende dog for den sidste lovovertrædelse og hensatte derfor bøden til 250 kroner. Både Maren Jensen og det offentlige appellerede sag til Højesteret, hvor hr. Asmussen var aktor. Han skænkede sig til at referere sagen, idet han blot tilføjede, at da en ny undersøgelse af medicinen havde vist, at der ikke var gift i den, kunne hun ikke dømmes for gifthandel. Han påstod derfor overretsdommen stadfæstet. Som defensor fremhævede hr. Høgsbro, at tiltalte kun havde behandlet sine nærmeste for alvorligere sygdomme. Andre, som hun havde taget i kur, har hun kun behandlet for buldne fingre og dette enkelte tilfælde af engelsk syge. Det kunne næppe påvises, at hun i noget tilfælde havde udsat nogen for fare. Ganske vist havde hun som sagt behandlet medlemmer af sin egen familien også for sådanne farlige sygdomme som lungebetændelse, hjernebetændelse og lignende - det synes at være en meget plaget familie, hun har - men det er ikke oplyst, at hun har gjort nogen skade; den stærkt fortyndede medicin havde sikkert ingen ødelæggende virkning. For så vidt hun er tiltalt for ulovlig medikamenthandel, da kan det ikke siges, at hun har handlet med medicinen. Hun har ikke solgt medicinen til nogen, men foræret den bort til patienterne. Der kan derfor næppe være tale om at dømme hende for ulovlig medikament handel. I det hele taget kan hun ikke siges at have gjort sig fordel ved sin kvaksalverivirksomhed. Hun har ikke "taget betaling" af patienterne, men kun "ladet dem betale" efter behag, idet de henlagde et lille beløb i en papæske, hvis indhold hun sendte til Indre Mission. Selv om denne uegennyttighed ikke helt kan fritage hende for alt strafansvar, så må det dog betragtes som en i høj grad formildende omstændighed. Defensor nedlagde derfor påstand på frifindelse, idet han subidiært indstillede tiltalte til rettens mildeste dom. Højesteret stadfæstede overrettens dom med den motivering, at som sagen forelå oplyst, kunne det ikke antages, at der havde været giftige stoffer i den af tiltalte til andre udleverede medicin. Det måtte derfor billiges, at hun var frifunden for tiltalen for ulovlig gifthandel. Læs om Præst-slægten
Kilde: Grenaa og Nørre
Djurs, før og nu 1981
|